Det er fortsat stille på kulturpolitikernes Facebookprofiler. Socialdemokraternes Mogens Jensen melder sig tilbage med ønsket om visioner, ministeren sikrer flaghejsningen på Kronborg.
Mens vi venter på kulturpolitiske initiativer fra regeringen eller egentlige skandalesager, er det beskedent med debatlysten på Facebook. Socialdemokraternes Mogens Jensen melder sig dog tilbage i kulturkampene og lægger ambitiøst ud:
DANMARK HAR BEHOV FOR EN SAMLET KULTURVISION 2040 Vi har brug for en samlet, langsigtet vision og pejlemærker for dansk kulturpolitik.
Opslaget henviser til en artikel på : Mogens Jensen: Danmark har behov for en fælles kulturvision.
Opslaget opnår 190 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Opslaget bliver vel modtaget. Enkelte finder dog konkrete mangler (hvilket næppe er svært, når man formulerer sig på 50 linjer).
Katrine Daugaard fra Liberal Alliance ønsker også at diskutere de store linjer i kulturpolitikken:
Guderne skal vide, at jeg ELSKER god kunst. Ikke kun på de store scener som Det kongelige teater, men også de mange andre steder over hele landet, hvor vi dagligt kan opleve kunst og kultur. Danmark har også været kendt for, at integrere dette i førskole- og skoleområdet. Jeg ser dog, en helt klar tendens til, at kunst efterhånden kun er godt når det bruges som middel til noget andet. Det kan F.eks. være at løbe politikernes dagsorden om klima. Det kan være som middel til at blive bedre til matematik i skolen. Men jeg ser det i høj grad også i regeringsudspillet, hvor kulturen nu skal være middel til at få unge i arbejde eller uddannelse, ved at give dem et klippekort til kulturelle oplevelser. Hvor flere nu skal ansættes i et nyt musisk analyseinstitut så vi kan udbygge staten med endnu flere akademikere og putte penge i et hul der ALDRIG kommer til at give de der virkelig fortjener dem, flere penge på lommen – nemlig kunstnerne selv. Vi må huske på, at kunst og kultur har en ret i sig selv! Den er med til at fremme værdier som demokrati, frihed og tolerance, der er centrale for vores samfund. Kunst skaber et dybere bånd til vores historie og får os til at fokusere på det, der er større end os selv. Det tror jeg i høj grad vores samfund har brug for. Derfor ærgre det mig også, at musikbranchen ikke er bedre til at begå sig bredt på Christiansborg, og det var egentlig primært derfor, at jeg slog ud – for at få den til at vågne op! Når man lever af andre menneskers penge, så er det vigtigt, at kunne den del også. Jeg ER og BLIVER særdeles kristisk overfor, hvordan vi bruger kulturpengene (og skattekronerne i det hele taget) bedst muligt,
Opslaget opnår 45 reaktioner, heraf 5 kommentarer. Kommentarerne er uenige med Daugaard, bedst sammenfattet i denne kommentar: “Problemet er vel lidt, hvem der så skal definere hvad der er stor og varig kunst. Desværre tager masserne ofte fejl og går med det letbenede og letfordøjelige. Du har ret i meget af det du skriver. Men det baner let vejen for endnu flere smagsdommere.”
De frivillige og idrætten
Mogens Jensen skriver:
Det frivillige foreningsliv har for længe lidt under bankernes dokumentationskrav og administrative blindgyder. Det er muligt at stoppe nu, hvis bankerne efterlever Finanstilsynets nye vejledning om en indskrænkning af kravene til foreninger
Opslaget henviser til en artikel på Altinget: Mogens Jensen: Bankernes bureaukrati kvæler engagementet i foreningslivet.
Opslaget opnår 160 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Der er bred tilfredshed med opslaget. En enkelt stiller dog spørgsmålet: “Hvem har dog pålagt dem disse dokumentationskrav? Nogen gæt?”
Mai Mercado fra Konservative skriver:
IOC har åbnet en dør for, at Rusland kan deltage ved det kommende OL. Men Rusland skal ikke deltage i OL. Heller ikke under neutralt flag. Det er min helt klare holdning. Derfor læser jeg signalerne fra IOC med store panderynker. Sport handler for mig om fællesskab og respekt. Og den aggression Rusland har vist over for Ukraine, er ikke foreneligt med de værdier. Krig bør ikke honoreres med en invitation til verdens største sportsfest.
Opslaget opnår 600 reaktioner, heraf 110 kommentarer. Langt de fleste er enige med Mercado. En enkelt ønsker at holde politk og sport adskilt. En spørger gentagne gange, hvad de enkelte sportsudøvere har gjort. En spørger, hvor mange krige USA har startet.
Kronborg og Ungdomshuset
Forargelse kan altid sætte gang i en debat. Kulturminister Jacob Engel-Schmidt fra Moderaterne skriver:
Selvfølglig skal Dannebrog også i fremtiden vaje over Kronborg. Jeg har grebet ind, så fra i morgen tidlig bliver flaget hejst igen.
Opslaget opnår 570 reaktioner, heraf 110 kommentarer. Der er lutter point til ministeren for at gribe ind. Mange gør sig lystige over, at flaghejsningen kan koste en million kr. årligt.
I en anden sag, skriver Helle Bonnesen fra Konservative:
Slut med offentlige midler til Ungdomshuset! Jeg har gået og overvejet om jeg skulle skrive et opslag i forbindelse med tidligere Overborgmester Ritt Bjerregaards død. Jeg har kun mødt hende flygtigt, og jeg har aldrig samarbejdet med hende, så jeg har ikke rigtig set grunden til det. Andre har gjort det meget bedre, end jeg kan. Men nu må jeg alligevel blande mig. For denne invitation, hvor Ungdomshuset inviterer til fest pga dødsfaldet er så blottet for næstekærlighed, situationsforståelse, pli, historiekendskab, respekt, etik og moral, at jeg ikke kan være i det. Jeg er rystet. Så: Slut med offentlige midler til Ungdomshuset.
Opslaget opnår 175 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Stort set alle er enige med Helle Bonnesen. En enkelt går imod strømmen om tilføjer ironisk “Lad os da også lukke folketingets bevillinger når en MF’er opfører sig uanstændigt”. Vedkommende synes ikke om Ungdomshusets markering, men understreger, at der også skal gælde ytringsfrihed for klaphatte.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 31. januar 2023.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.