Teatre med senfølger
Teatrene er endnu ikke tilbage på niveauet før corona. Især egnesteatrene ser ud til at lide.
Teatre og øvrig scenekunst har endnu ikke genvundet de publikumstal, man havde før corona. Det viser Danmarks Statistiks opgørelse over publikumstal for 2022/2023. Det er dog værd at erindre, at perioden starter ganske kort tid efter at de sidste coronarestriktioner er ophørt. Det er derfor (mindst) en sæson for tidligt til at vurdere mulige langtidseffekter af coronarestriktionerne.
Egnsteatre lider
Der er dog nogle markante forskelle mellem de forskellige tilskudsformer for teater. Det Kongelige Teater og Teatrene i Det Københavnske Teatersamarbejde havde markant flere tilskuere i sæson 2022/2023 end i sæson 2018/2019. Disse teatre lider således ikke af senfølger efter corona.
Anderledes vanskeligt ser det ud for en række af de mindre teatre, især egnsteatre, teatre støttet af Statens Kunstfond og øvrige teatre, som er udenfor de offentlige tilskudssystemer.
Egnsteatrene havde i de fire sidste sæsoner før corona i gennemsnit ca. 470.000 tilskuere årligt. I sæson 2022/2023 havde man kun ca. 270.000 tilskuere. Man savner altså 200.000 tilskuere for at komme tilbage til niveauet før corona.
Tilskuertallene for teatrene støttet af Statens Kunstfond varierer voldsomt år for år, givetvis stærkt afhængigt af, hvilke konkrete projekter, der gives støtte til. Sæson 2018/2019 (før corona) var en slags rekordsæson med 30.000 tilskuere, i 2022/23 tiltrak man ca. 220.000 tilskuere. Det er højere end i sæsonerne 2015/2016 og 2016/2017, men lavere end i sæsonerne 2017/2018, 2018/2019 og – lidt overraskende – 2021/2022.
Politisk er det nok værd at følge udviklingen for egnsteatrene tæt. Der kan blive brug for støttende hænder. Mange egnsteatre har børn og unge som målgruppe. Her synes ikke at være problemer med at nå publikum. Egnsteatrene vanskeligheder handler derimod om at fange voksenpublikum igen.
Nycirkus taber terræn
I forhold til før corona er det især nycirkus og performance, som har mistet tilskuere. I sæson 2018/2019 havde man ca. 180.000 tilskuere, i 2022/2023 kun ca. 120.000 tilskuere. Man savner altså en tredjedel af de tilskuere man havde før. Skuespil havde 1,4 million tilskuere i 2018/2019 og kun 1,2 million i 2022/2013 – her savnes 15 procent af tilskuerne.
Til gengæld har ballet og dans opnået en pæn forøgelse fra ca. 250.000 til ca. 270.000 tilskuere, en fremgang på 10 procent.