Vær glad for at kulturpolitik ikke fylder mere i valgkampen.
CulturCritik:
Man har hørt det før: kulturpolitik fylder for lidt i valgkampen. Når vi alle diskuterer landets fremtid i en valgkamp, skal der også være plads til de vigtige kulturpolitiske visioner. Det er jo for Søren kulturen, vi alle vil.
Der er sædvanligvis mange gode forklaringer på, at kulturen fylder så lidt: det er jo ikke kulturen, som for alvor er på spil. Det er fx udlændingeområdet, det haltende sundhedsvæsen eller den altoverskyggende redningsplan for planetens klima. Kom ikke her og sig at museernes tilskud, bibliotekernes faldende udlånstal, geografisk placering af radiostationers redaktioner eller støtten til rytmiske spillesteder er vigtigere.
Når man har læst de 13 politiske partiers hjemmesiders beskrivelse af deres kulturpolitik, må man dog også erkende en anden sandhed: vær glad for at kulturpolitik ikke fylder mere i valgkampen!
Krav om det gennemførte
Man kan ikke sige, at partierne frådser i ord om kulturpolitik. Det er gennemgående særdeles kortfattede tekster om kulturpolitik, som er fritaget for helhedstænkning. Man får indtryk af, at en tilfældig person i det enkelte parti har haft en fiks idé, som så er det, partierne stiller som forslag.
Gennemgående holdes partiernes kulturpolitiske skriverier i enten så brede vendinger, at det er umuligt at diskutere (ja, alle vil bevare kulturarven), eller udsagnene er så langt fra den faktiske kulturelle virkelighed, at krav og ønsker fremstår ubrugelige.
Nogle partier stiller forslag, som allerede er gennemført.
Ganske mange partier er enige om at afskaffe 2%-besparelserne, men forholder sig ikke til regeringens ændringer af 2%-besparelserne fra finansloven for 2019, hvor pengene skal blive på området. Skal enhver besparelse eller omprioriteringsmulighed afskaffes? Det gælder sågar de konservative, som man ellers skulle tro stod bag finansloven for 2019.
Tilbyd din tankekraft
Uanset hvilket regeringsgrundlag der måtte foreligge efter valget, må man håbe, at det ikke bliver fyldt med afskrifter fra partiernes kulturpolitiske skriftsteder.
Det bliver ikke partiernes kulturvisioner, som bliver omdrejningspunkt for de næste års kulturpolitiske diskussioner.
Den gode nyhed er, at der er plads til forbedringer.
Ønsker du, at kulturpolitik skal fylde mere i den offentlige samtale, skal du ikke forvente, at partierne har svarene til dig. Gak så selv til det parti, du måtte sympatisere med, og tilbyd din tankekraft. Det kan kun blive bedre!
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør