Rød eller blå?

Indholdet af det kommende regeringsgrundlag afhænger naturligvis af, hvilke(t) parti(er) som indgår i den kommende regeringsalliance. Vi vover her et bud på, hvilke initiativer og konfliker vi kan se frem til i de kommende år – afhængigt af om det bliver rød eller blå side, som vinder valget.

Enten en Venstreledet eller en Socialdemokratisk ledet regering. Det synes at være den nemme konklusion. Hvilke samarbejder disse mulige regeringer vil indgå, er det vanskelige spørgsmål. Magten ligger i stemmetallene.

Medieområdet

I den forgangne valgperiode var medieområdet det tunge konfliktområde. Der er ikke grund til at tro, at dette vil ændres.

Genvinder blå side magten, vil den mediepolitiske aftale mellem VLAK-partierne og Dansk Folkeparti fortsætte uændret (se Søndag Aften arkiv). De initiativer, som er beskrevet i aftalen, vil blive gennemført, naturligvis med plads til korrektioner, fx når udbud af radio- og tv-kanaler gennemføres.

Helt ubeskrevet er, hvordan partierne vil gennemføre en investeringsforpligtelse for udbydere af streamingtjenester, som er aftalt til forhandling efteråret 2018.

Den samlede medieaftale skal evalueres i 2021. Her er aftalt, at man igen skal drøfte muligheden for privatisering af TV2. Det er vanskeligt at se et kommende politisk flertal for denne ambition. Det er muligt, en blå regering vil gentage ønsket i et regeringsgrundlag. Men derfra til virkeliggørelse er der ganske langt, viser historikken.

Hvis rød side vinder magten, er det langt mere usikkert, hvad mediepolitikken vil indholde. Det igangsatte udbud af FM4 vil man ikke ændre ved. De af blå side aftalte udbud af andre radio- og tv-kanaler vil sandsynligvis ske ud fra de aftalte vilkår. Dog må man forvente, at rød side kan fjerne forudsætningen om reklamefinansiering. En ændring af dette stiller dog krav om større offentlig finansiering.

Socialdemokratiet har været tilbageholdende med at kræve nyforhandling af medieaftalen vedr. DR, hvor de øvrige partier i den nuværende opposition har været meget klare i meldinger om, at DR skal have bedre økonomiske vilkår. Måske har man været for tydelige? Det er vanskeligt at forestille sig en kommende rød regering bede DR droppe nogle af de spareinitiativer, som er sat i gang.

Derimod kan man forestille sig mindre kompensationer til DR, fx at tillade at DR kan søge Public Service-puljen på lige fod med andre medier.

Socialdemokratiet profilerede sig kraftigt i medieforhandlingerne med afgift til streamingtjenesterne. Partiet vil være forpligtet til at gennemføre dette.

Øst vs. vest

Dansk Folkeparti har sat sit umiskendelige præg på den førte kulturpolitik i de seneste fire år. Det har i høj grad handlet om partiets dagsorden med at sikre kulturudbud i hele landet og ligeledes at sikre, at de bagvedliggende funktioner spredes over hele landet. Det er sket ud fra en opfattelse af, at den samlede befolknings levevis og holdninger bedst afspejles, hvis kulturens organisationer er fordelt over hele landet.

Hvor regeringens fokus har været at sprede kulturinstitutioner for at sprede arbejdspladser, har Dansk Folkeparti ønsket at sprede kulturinstitutioner for at sikre holdnings- og erfaringsmæssig mangfoldighed. Det eksemplificeres tydeligt med kravet om, at indehaveren af den kommende FM4-sendetilladelse er placeret i Vestdanmark.

En blå regering vil fortsætte dette spor: Fx styrke de nye regionale fonde, yderligere udflytning af kulturinstitutioner fra København til resten af landet eller ændringer i tilskudssystemer.

Socialdemokratiet er grundlæggende enige med Dansk Folkeparti i behovet for ændret balance, men er mindre optaget af symbolske ændringer. En rød regering vil dog have svært ved at gennemføre tiltag svarende til flytningen af Dansk Sprognævn til Bogense. Man vil dog heller ikke rulle beslutninger tilbage.

Museumsreform

Efter sigende nåede regeringen ganske langt i forhandlinger om en ny tilskudsmodel for museerne (se Søndag Aften arkiv) . De mange regneeksempler, forhandlerne har været gennem, skal nødigt gå i glemmebogen. En blå regering skal færdiggøre arbejdet med en museumsreform. En rød regering vil sandsynligvis også fortsætte arbejdet. Forhandlingerne kompliceres af, at det er aftalestof, som går på tværs af blok-skillelinjerne.

Arbejdsmarkedets Feriefond

Der ligger en virkelig vanskelig opgave og venter i form af at løse problemet med krav om tilbagebetalinger fra en lang række museer til Arbejdsmarkedets Feriefond (se Søndag Aften arkiv). Sagen har været udsat gang på gang.

Det bør stå meget højt på en kommende kulturministers dagsorden at samarbejde med den kommende beskæftigelsesminister om at skabe en løsning. Det gælder uanset om, det bliver rød eller blå side, som skal skabe løsningen. En komplikation på rød side er, at ændringerne for Arbejdsmarkedets Feriefond i sin tid blev gennemført, da Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister (se Søndag Aften arkiv).

Den ene af de mulige statsministre er således sårbar, hvis løsningen ikke skaber langsigtet tryghed for museerne.

Blankmediereform

Et svagt udvalgsarbejde førte til, at en reform af blankmedieordningen blev udskudt til efter valget. Alle partier håber, at parterne vil finde en løsning. Uanset om det bliver blå eller rød side, som vinder valget, kan det blive en kompleks sag (se Søndag Aften arkiv).

Uddannelser

Efter nedsablingen af rapporten om de kunstneriske uddannelser, er der røget mange fredspiber for at sikre mod uro på uddannelsesområdet. Dette ændrer dog ikke ved de grundlæggende spørgsmål, som rapporten stillede: er de kunstneriske uddannelser rustede til den stærkere internationale konkurrence?, har ledelserne tilstrækkelig styrke?, hvordan sikres højere beskæftigelse? – samt det spørgsmål, som ikke blev stillet: er ressortfordelingen mellem uddannelsesministeriet og kulturministeriet den rette? (Se Søndag Aften arkiv).

Foreløbig vil det være svært for en ny minister at åbne disse diskussioner. På et tidspunkt skal man finde en måde at åbne for diskussionen. Uanset om det er blå eller rød side.

Privatisering

Et typisk blåt krav i et regeringsprogram vil være øget privatisering, enten i form af privatisering af institutioner (fx salg af TV2) eller større egenindtægter for de enkelte institutioner. De seneste års krav om 2%-besparelser kunne have ført til en større afsøgning af alternative finansieringskilder. Sparekravet er dog nærmest over én kam udmøntet i form af afskedigelser eller matrikelreduktioner. Der er ikke empirisk belæg for at tro, at krav om større egenindtægter er realiserbare.

Det handler således mest om, hvor ideologisk en ny blå regering ønsker at fremstå.

Kulturel ulighed

Ud over den geografiske ulighed, har mange af oppositionspartierne også fokus på økonomisk ulighed. Det har traditionelt ført til diskussioner om fx fri entré til museer. Der er ikke noget, som tyder på, at Socialdemokratiet vil genoplive debatten om museumsentré.

Derimod har såvel Socialdemokratiet som de sandsynlige støttepartier en række tanker om såkaldte “kulturklippekort”, typisk for unge, flygtninge eller andre “sårbare” grupper.

Sådanne kulturklippekort er afprøvet i udlandet, men næppe grundigt evalueret, ligesom der er erfaringer fra Det Kongelige Teaters tilbud til årgang 2000. Ej heller dette er formelt evalueret.

Skal der rykkes på tanken om et kulturklippekort, må rød side gøre dette i den kommende (mulige) regeringsperiode. Man må håbe, at diskussionen om dette bliver bred, ikke blot som en finanslovsvedtagelse i 12. time. Man må også håbe, at der bliver afsat midler til evaluering.

Økonomisk ramme

Det helt afgørende for kulturinstitutionerne bliver den økonomiske ramme, der afsættes til området. Blå side har så at sige en færdig plan i form af rammerne, som beskrives i finansloven for 2019. Det indebærer, at 2%-besparelserne skal fortsætte, men blive indenfor kulturområdet til omprioriteringer. Omprioriteringsbidraget bliver således ændret til et egentligt – omprioriteringsbidrag.

Konservative signalerer, at man helt vil afskaffe 2%-besparelserne. Man har dog ikke præciseret fra hvornår.

Socialdemokratiet har annonceret et ønske om fortsat at have en omprioriteringsbidrag, nu blot på 0,5%. Den øvrige del af den nuværende opposition ønsker omprioriteringsbidragene helt fjernet. Alternativet ønsker 1 mia. kr. lagt oveni.

Såfremt rød side enes om helt at afskaffe enhver form for omprioriteringsbidrag, savner man at besvare spørgsmålet: hvordan skal man så kunne ændre noget som helst i næste valgperiode? Og: Hvor vil man finde penge til mulige nye initiativer?