Forfatterskolen: fra afvisning til selve magten

Først afvist, så uden betydning og idag dominerende. Forfatterskolen har nået en imponerende udvikling på godt 25 år.

CulturCommentar:

Hvert eller hvert andet år opstår en sand fejde i dele af de danske litterære miljøer. I 2015 har litteraten Mette Høeg sat dagsordenen gennem et heftigt omdiskuteret indlæg i Weekendavisen. Som tidligere, når forfattere og litterære syn har mødtes i den offentlige sfære, er det ikke kønt at følge.

Når hovedpåstanden er, at der er for mange selv-følelses-historier fra kvindelige forfattere, og dette eksemplificeres gennem udsagn som “hovedpinen og trætheden indfinder sig allerede efter tre siders læsning”, bliver man oprigtigt i tvivl om artikelforfatterens tilgang er analytisk eller blot baseret på egen følelsesoplevelse af dele af hendes egen tilværelse som litterat.

Omvendt må man naturligvis anerkende, at netop denne “følelse” hos en litterat er fuldt ud relevant for en offentlig debat. Hvis forfattere må pille i egen navle, må litteraturstuderende naturligvis også.

Forfatterskolen kendt skyldig

Med Mette Høegs påstand om at Forfatterskolen er “dansk samtidslitteraturs mest og uforholdsmæssigt indflydelsesrige institution”, trækkes Forfatterskolens virksomhed afgørende ind i debatten.

Ydermere skriver hun om Forfatterskolen,

• at der ansøges fra og optages langt flere kvinder end mænd,
• at den dominerende kvindelige diskurs “forekommer komisk overfladisk og selvoptaget, når den formuleres direkte ind i den indforståede og kælne omgangstone, der præger det litterære miljø omkring Forfatterskolen”,
• at de flittige og stræbsomme piger lærer et særligt sprog på Forfatterskolen.

Forfatterskolen har således et særligt magtfuldt ansvar for nutidens litteratur. Det må siges at være noget af en bedrift af en institution med mindre end 30 års virke.

Altid til debat

Siden Forfatterskolens start i 1987 har skolen været inddraget i talrige litterære debatter. I begyndelsen blev der stillet afgørende spørgsmål ved, om der overhovedet var behov for en forfatterskole. Den daværende litterære direktør for Gyldendal, Klaus Rifbjerg, mente, at “livets skole er bedre end et mere akademisk miljø” (uagtet at han selv havde læst litteratur i 5 år!). Også den nuværende litterære direktør for Gyldendal, Johannes Riis, mente senere, at skolen var for langt fra virkelighedens verden.

Forfatteren Kirsten Thorup opsummerer positionerne således i Forfatterskolens 25 års-jubilæumsskrift i 2012:

Jeg tror skoleskrækken opstod – og skrækken findes stadigvæk, ganske vist i et mindre omfang – ud fra en romantisk opfattelse af, at forfattere er naturbørn der let fordærves, ikke bare af viden og indsigt, men også af kontakten med virkeligheden. Det var efter min mening et alt for begrænset og forældet kunstner- og kunstsyn, som endnu dengang var temmelig udbredt. Derfra er der ikke langt til antagelsen om en ensartet “forfatterskolelitteratur”. Den fordom har Forfatterskolen for længst dementeret i sin praksis og udvikling gennem årene.

I 1999 bragte Weekendavisen en opgørelse, som viste, at de 25 elever fra de seneste 4 årgange fra Forfatterskolen ikke havde fået udgivet en eneste bog. Forfatterskolen forsvarede sig med, at det var for tidligt at vurdere, gennembruddene skulle nok komme, osv.

Siden 2004 har Forfatterskolen været på Finansloven.

Det må siges at være en ganske imponerende udvikling. Fra at litteraturmagtens centrum, forlaget Gyldendal, var afvisende, over at ingen blev publicerede, til at Mette Høeg i dag mener, at Forfatterskolen er “dansk samtidslitteraturs mest og uforholdsmæssigt indflydelsesrige institution”.

Stifteren af Forfatterskolen, Poul Borum, kunne givetvis være i tvivl, om skolen ville overleve hans død i 1996. Man må formode, at Borum danser pogo i sin grav ved tanken om, at skolen i dag af nogle anses som dominerende.

Uddannelse som hæmsko

Selv om man stadig kan møde påstande om, at forfattere bliver bedre af ikke at uddanne sig, er dette efterhånden sjældent udtalt. Blandt de mange kunstarter, er det tilsyneladende kun for litteraturens vedkommende, man kan have den tanke, at der intet håndværksmæssigt er at lære.

Mette Høegs påstand om, at Forfatterskolen er den mest indflydelsesrige institution, må jo også ses som en slags anerkendelse af, at uddannelsen har en funktion. Man får jo ikke magt, hvis ikke andre også mener, man i en eller anden grad gør sig fortjent til den.

Hvis Forfatterskolens tidligere elever er blevet dominerende, må de markedsbaserede institutioner, forlagene, jo også se, at der er et marked for den litteratur, der kommer ud af skolen.  Forlagene er jo ikke blåøjede.

Et særligt litterært miljø

Man må derimod formode, at Mette Høeg har ret i, at Forfatterskolen udgør et særligt litterært miljø. Dette gælder for så vidt for alle kreative uddannelser. Autodidakte kan nemt få en oplevelse af at være udenfor. Der findes velkendte institutionelle redskaber til at skabe samvirke med andre miljøer: praktik, gæsteundervisere, sommerskoler, internships, partnerskaber med andre uddannelser er blandt redskaberne.

I hvilket omfang, netop Forfatterskolen er for intern i sin praksis, er en given opgave for skolens bestyrelse at vurdere løbende.

Skolens bestyrelse repræsenterer primært en række aftagerorganisationer, fx forlag og ministerium. Man må derfor formode, at denne er opmærksom på mulige faresignaler. Mette Høeg-artiklen vil være en naturlig anledning for bestyrelsen til at diskutere – ikke den påståede skæve kønsfordeling, for den er effektivt afvist – men om skolens miljø fx er for snævert. Man må dog gå ud fra, at bestyrelsen i højere grad evaluerer ud fra mere systematiske og analyserende gennemgange, fx såvel den tidlige analyse “Det litterære væksthus” af Dorte Øberg og Anne Toft (en gennemgang for perioden 1987-1996) og den nyere analyse “Det åbne redskabsskur” af Tobias Skiveren og Martin Gregersen (en gennemgang af perioden 2000-2011).

Dorte Øberg og Anne Toft konkluderede:

Vores holdning til debatten om Forfatterskolens “ensretning” af sine elever er, at de enkelte værker er meget forskellige og udtryk for individuelle, kunstneriske talenter, men at dén litteraturholdning og dannelse, der ligger bag måden, der er skrevet på, er præget af Forfatterskolen.

På baggrund af en gennemgang af 44 debutværker konkluderede Tobias Skiveren og Martin Gregersen:

Uanset hvad så er kritikken om ensretning simpelthen ikke holdbar i dag, og et videnshul præger således helt åbenlyst samtalen om Forfatterskolen og ikke mindst dens litterære frembringelser…Skåret ind til benet må man sige, at arbejdet peger i retningen af en litterær mangfoldighed i forfatterskolelitteraturen snarere end en ensartethed, idet man her finder vidt forskellige formsprog og stilarter.

Kom bare an!

Man kunne også hævde, at enhver kunstnerisk uddannelse har til opgave dels at viderebringe fagets traditioner til eleverne, dels at give plads til, at eleverne ud  fra skolens praksis kan vise sin generations syn og virkemidler påvirket af det liv, man lever og de inspirationskilder, man søger.

Hvis man mener, at for stor del af skolens tidligere elever udtrykker sig i et særligt formsprog og om bestemte temaer, skyldes det måske den særlige kraft, en generation vil udtrykke sig med. At sammenligne med “de unge vilde” fra kunstakademiet i 1980’erne.  Svært at forstå for den etablerede samtid, dengang svært at tro, at såvel marked som kunstens smagsdommere ville anerkende.

Enhver kunstnerisk bevægelse har det med at føre til modbevægelser.

I den offentlige debat bliver det gjort til et spørgsmål, om Forfatterskolen fremmer en litterær form, hvori der er for meget fokus på form og for lidt på fx plots (som om dette ikke også er netop et spørgsmål om form!) samt Mette Høegs påstand om, at det kvindelige lilleputunivers fylder uforholdsmæssigt meget. Forfatterskolens elever skriver således ikke tilstrækkeligt om store samfundsspørgsmål, lyder det.

Jamen så må modbevægelsen da gerne komme. Fra elever på skolen. Fra lærere. Fra forlag. Eller fra andre kræfter, som vælger at lave en forfatter-plotskole i fx Horsens.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør