Hvordan legitimerer man kulturpolitik, når demokratiseringen er mislykkedes, spørger to norske kulturforskere.
CulturCritik:
Er vi ved afslutningen af kulturpolitik, som vi kender det?, spørger de to norske kulturpolitiske forskere Per Mangset og Ole Myrius Hylland i bogen Kulturpolitikk – Organisering, legetimering og praksis.
Bogens undertitel er også en slags læsevejledning:
- Praksis: kulturens økonomi, produktion, distribution og forbrug,
- Organisering: hvordan praktisk politik, forvaltning og virkemidler forholder sig til denne praksis,
- Legitimering: hvordan kulturpolitikken forsvarer sig selv.
Bogen rummer mange sammenligninger mellem norsk kulturpolitik og andre landes, især svensk. Men også britisk, tysk, amerikansk og fransk kulturpolitik siden 2. verdenskrig gennemgås. Dansk kulturpolitik er overraskende nok, nærmest helt fraværende. Det nærmeste, man kommer omtale af dansk kulturforskning, er, at en dansk teaterforsker benævnes som svensker!
Spørgsmålet er så, om det system af offentlig kulturpolitik, som især blev opbygget i 1960’erne og 1970’erne, er ved at blive undergravet. Kan myndighederne fortsat argumentere for den offentlige kulturpolitik overfor vælgerne?
Demokratisering mislykkedes
Et af omdrejningspunkterne for den offentlige kulturpolitik har været skellet mellem såkaldt høj- og lavkultur (eller elite og masse). Denne skelnen er ved at ophøre.
Kulturpolitikken har været præget af stærk paternalisme: et udtalt politisk mål har været at opdrage til den gode kultur og “skjule” det, som har den største efterspørgsel, massekulturen.
Dette er i høj grad understreget af bevillingsstrukturer, som i demokratiets navn, reelt har taget fra de mange og givet til de få. Alle betaler fx via skat for, at de få kan få glæde af operahuse.
Bogen konkluderer, at demokratiseringsmålsætningen er mislykkedes. Den sociale differentiering af folks kulturaktiviteter er uforandret, især efter uddannelsesniveau. Har offentlig kulturpolitik overhovedet nogen mening, hvis det er umuligt at opnå demokratisering? Og dernæst: hvordan skal man så legitimere kulturpolitikken?
Med erkendelsen af at kulturpolitikken ikke demokratiserer kunsten, har man i højere og højere grad benyttet instrumentelle begrundelser for kulturpolitikken: kultur skaber arbejdspladser, bidrager til bedre sundhed, giver kunstneriske skolefag bedre resultater i andre fag.
Der er en almindelig forestilling om kulturens gode virkninger. “På den anden side er mange af hypoteserne om kulturens forskellige slags ringeffekter fagligt problematiske – og i hvert fald vanskelige at finde evidens for gennem forskning. Men kraftfuld instrumentel retorik lever videre indenfor kulturfeltet upåvirket af hvad forskningen fortæller”.
Har offentlig kulturpolitik overhovedet nogen mening, hvis det er umuligt at opnå demokratisering? Og dernæst: hvordan skal man så legitimere kulturpolitikken?Når kulturpolitik legitimeres gennem henvisninger til effekter på andre politikområder, skal man så ikke tage konsekvensen: Overføre opgaverne til relevante sektorer, fx erhvervs- og sundhedsdepartementer?
Bogen har ganske stærk afstandstagen fra dele af den internationale kulturforskning. Man kalder dele af forskningen for “begejstringsforskning” og efterlyser i samme moment mere nøgtern kulturforskning.
Rød eller blå politik
Bogen opregner i alt 10 klassiske konfliktfelter indenfor kulturpolitikken:
- Offentlig styring – frit marked,
- Offentlig kontrol – fuld ytringsfrihed,
- Social tryghed/velfærd,
- Kvalitet – lighed, amatør – professionel,
- Elite – masse,
- Fagstyre – folkestyre, profession – demokrati,
- Kulturel kreativitet – bureaukratisk organisering,
- Tradition – fornyelse,
- Nationalt – internationalt,
- Central styring – lokalt selvstyre.
Selv om der retorisk kan være stor afstand mellem blå og rød bloks kulturpolitik, snævrer forfatterne forskellen mellem rød og blå ind til 2 spørgsmål: 1) statens ansvar og 2) pengenes rolle/værdi.
En rød kulturpolitik lægger større vægt på statens ansvar for produktion og distribution af kultur. En blå kulturpolitik har større tiltro til markedet og privat kapital. En blå kulturpolitik vil hævde, at der er større kunstnerisk frihed ved at være frigjort fra offentlig støtte, en rød kulturpolitik vil hævde, at det netop er de offentlige midler, som sikrer den kunstneriske frihed.
To af de nyere kulturpolitiske landvindinger i Norge er dels den almene Kulturlov fra 2007 og dels Den kulturelle skoletaske, som sikrer, at alle norske skoleelever får kulturelle oplevelser. Intet tyder på, at den norske Kulturlov har haft nogen virkning. Og der eksisterer ikke nogen vurderinger af, om Den kulturelle skoletaske har haft nogen effekt på skoleeleverne efterfølgende brug af professionel kunst og kultur.
Digitaliseringen ændrer alt
Med digitaliseringen går man direkte fra produkt til distribution, fra permanent ejerskab til midlertidig adgang, fra materielt til immaterielt og fra nationalt til internationalt. Dette ændrer alt.
Norsk kulturpolitik er bygget på en national ramme, på muligheden for at kontrollere eller i det mindste påvirke distributionsvejene, på materielle og/eller stedbundne kulturudtryk samt en kombination af kunstnerisk professionalisme og amatørbaseret egenaktivitet.
Nogle af digitaliseringens konsekvenser bliver:
- Ændrede produktionsvilkår. Nogen kulturproduktion bliver billigere, hvorved det offentlige støttebehov mindskes.
- Gatekeepers betydning mindskes. Institutionaliserede gatekeepers som forlag og pladeselskaber får mindre betydning. Det samme gælder offentlige indkøbsordninger.
- Mindre påvirkning af distributionen. Er der overhovedet behov for, at det offentlige distribuerer fx e-bøger og musikfiler?
- Nye forbrugsmønstre. De større valgmuligheder for forbrugerne fører paradoksalt nok til mere ensartede valg.
- Skellet mellem professionelle og amatører ændres. Det giver ikke længere mening at opretholde dette skel.
Global kulturpolitik
Når kulturprodukterne bliver internationale, skal kulturpolitikken så ikke følge med? Hvordan skaber man en international kulturpolitik?
Og hvordan påvirkes dette af, at vi lever i en ny folkevandringstid? Det eneste sted bogen eksplicit nævner dansk kulturpolitik, er det den danske kulturkanon. Vil vi se den slags initiativer i andre lande for at sikre, at indvandrere kan blive accepteret i det nye land?
| Per Mangset og Ole Myrius Hylland i bogen Kulturpolitik – Organisering, legetimering og praksis. Universitetsforlaget, Oslo. 2017. |
 |
