Mens vi venter…(på museumsudspil)

I begyndelsen af det nye år kommer forslagene til ny museumsstruktur. Søndag Aften varmer op – mens vi venter.

I begyndelsen af det nye år vil forslagene fra Kulturministerens to visionsgrupper om en ny museumsstruktur blive præsenteret (læs Søndag Aften arkiv). Mange museumsaktører og politikere venter i spænding. Og mange har allerede bidraget i det offentlige rum med forslag og overvejelser om nye modeller.
Det er svært at forestille sig andet, end at den igangsatte proces vil føre til ny tilskudsstruktur for museumsområdet. Det er der en ganske udtalt politisk vilje til.
Men hvad skal der til for at en ny museumsmodel også bliver en succes? Her er Søndag Aftens bud på vigtige forudsætninger

Økonomien

Kommissoriet siger det, som altid står i kulturministerielle kommissorier, nemlig, at forslagene skal holdes indenfor den allerede givne økonomiske ramme. Andet ville være overraskende. Dog er det værd at dvæle ved, fordi samtidig er kravet: at være visionær. Ligesom det klart er understreget: der skal gives plads til nye museer.

Dette er ikke stedet for at ønske flere penge til et område. Der er ikke nogen særlig grund til at antage, at museumsområdet i særlig grad fattes penge.
Men når ministeren selv kalder de to nedsatte arbejdsgrupper for visionsgrupper, er det værd at afprøve begreberne. En “vision”, hvor flere penge er forbudt. Er det overhovedet muligt?

Forestil dig, at du skal forklare en udlænding om “visionen” i et nyt tilskudssystem for danske museer: vi flytter lidt penge fra Københavns til provinsen, vi lukker gamle museer for at give plads til nye – eller det mest hyppigt udtrykte fra politisk side: tilskudssystemet skal være mere gennemsigtigt. Alt sammen kan være gode formål, men visionære?

Uanset hvor mange som måtte blive glade eller sure, når “visionsrapporterne” præsenteres: det er vanskeligt at forestille sig, at resultatet kan karakteriseres som visionært.  Når man læser om etablering af nye museer rundt i Europa, er dagsordenen aldrig at tage fra gamle museer for at etablere nye. Det forekommer efterhånden ret unikt dansk: at den nationale danske kulturdiskussion altid har som fortegn, at budgetterne ikke må øges. Sådan var det faktisk ikke i VK-regeringsårene i 00’erne.

På sigt kan vi imødese et seriøst strukturelt problem, hvis det politiske niveau ikke vil anerkende, at nye museer koster nye penge. Altså selve forestillingen om, at dansk kulturøkonomi for al evighed skal stå som i ca. 2010.

Når man dertil også kobler det perspektiv, som står i kommissoriet, muligheden for at af-anerkende et museum, bliver det rigtigt svært. For når hvert museum løser en del af en stor fælles indsamlings- og formidlingsopgave, hvor går den opgave så hen, hvis et museum af-anerkendes?

Man kan fusionere museer, man kan flytte opgaver fra et museum til et andet. Men den opgave, det enkelte museum varetager, ophører ikke. Alene det forhold, at museer samler genstande fra fortiden, og fortiden bliver længere og længere – samtidig med, at den musealt set bliver nyere og nyere – tilsiger i sig selv, at den samlede museumsopgave vokser.

Dette bliver man nødt til at anerkende politisk.

Kommunaliseringen

Let skjult er der sket en kommunalisering af de statsanerkendte museer, i den forstand at kommunerne har overtaget en større del af finansieringen. I løbende priser har kommunerne øget udgifterne til museer med 52% siden 2007. Staten har øget driftstilskuddet til statsanerkendte museer med 33%. Kommunernes andel af finansieringen af de statsanerkendte museer udgør 63%, næsten det dobbelte af statens driftstilskud til de statsanerkendte. Over en tredjedel af det statslige tilskud er endda oprindeligt finansieret af amterne.

Det er oplagt, at opgavefordelingen mellem stat og kommuner må være i spil i de to visionsgruppers overvejelser.

Staten vælger at holde igen på økonomien, kommunerne vælger at satse på museerne. Grundlæggende er det den samme offentlige økonomi og de aftalte budgetrammer, man bevæger sig indenfor. Der er mulighed for større dynamik i den kommunale budgetlægning end i den statslige. Men det ville faktisk være en værdig forskningsopgave at kortlægge og forstå motiver og beslutningsgange i kommunerne. Indtil nu er det kun gætterier (turisme fx), som forsøger at forklare den offensive kommunale museumspolitik.

Kortlægning af de kommunale motiver for museumsinvesteringer kan også have afgørende indvirkning på samspillet mellem stat og kommuner. Føler kommunerne en forpligtelse for den samlede danske kulturarv – eller kun for den lokale? Denne følelse af kollektiv forpligtelse har museumslederne givetvis.

Er det væsentligt for kommuner, om det er oplevelsescenter eller museer, der styrkes? Er forskning en kommunal prioritet?

Hvis Staten vedholdende overlader en større og større del af det økonomiske ansvar for museerne til kommunerne, vil kommunerne naturligvis også i stigende omfang bestemme over museerne. Vores fælles museumsvæsen kan komme til diskussion.

Derfor forekommer det altafgørende, at en fremtidig museumsstruktur tilrettelægges i samspil med kommunerne. Det er påfaldende, at ikke en eneste politisk kommentar om den fremtidige museumsstruktur har udtrykt respekt for den store kommunale indsats på området endsige udtrykt ønske om at drage kommunerne med ind i drøftelserne.

Sagt på en anden måde: der er givetvis en nedre tærskel for, hvor få penge kommunerne gider søge om for at opnå et beskedent statsligt tilskud. Dette må man formode især kan spille ind i forhold til de museer, som modtager det nuværende minimumstilskud på 1 mio. kr. – som ovenikøbet er blevet udhulet gennem de seneste år.

Helheden af museer

Det, der er sat i spil i kommissoriet for de to visionsgrupper, er den statslige støtte til de statsanerkendte museer. I forhold til den samlede masse af museer er det altså en begrænset del. Både i antal, dækning og størrelse.
Da museumsloven har som formål, at “sikre kulturarv og naturarv i Danmark”, opfylder hvert eneste lille som stort museum nogle fastlagte opgaver, som er en del af fællesskabet. Opgavemæssigt eksisterer der ikke museumsdubletter i Danmark.
Derfor er der en risiko for, at man på grund af strukturelle grænser kommer til at begrænse diskussionen om ”vision” til en begrænset del af museerne.

Det politiske niveau

Behovet for ændret tilskudssystem er først og fremmest formuleret af det politiske niveau.

Det, der især er behov for, er en ny kontrakt mellem, hvad der er den politiske banedel, og hvad der er den faglige.

Blandt politisk formulerede ønsker finder man:

• Samlet økonomisk status quo,
• Det skal blive lettere at få nye museer ind – og gamle ud,
• Der skal flyttes penge fra kunst- til kulturhistoriske museer,
• Der skal flyttes penge fra hovedstaden til det øvrige land,
• Det nuværende støttesystem er ”historisk”, og man ønsker at frigøre sig fra historiske forpligtelser (dette skal læses som frigørelse fra aftaler i forbindelse med kommunalreformen 2007),
• Der skal være objektive og gennemsigtige tilskudssystemer,
• Forskningsforpligtelsen er til debat,
• Der er nævnt konkrete museer (Louisiana og Arken fx), som skal have mindre støtte.

Det meste af dette vil sandsynligvis lykkes med en reform af tilskudssystemet.

Noget af det, som skaber den største usikkerhed og uigennemskuelighed i det nuværende “tilskudssystem”, er ikke selve tilskudssystemet, men den uigennemskuelige grænse mellem faglige og politiske beslutninger.

Det, der især er behov for, er en ny kontrakt mellem, hvad der er den politiske banedel, og hvad der er den faglige.

I kommunerne er der ikke nogen tvivl om, at støtten til hvert enkelt museum bestemmes politisk. Som hovedregel efter forvaltningsindstillinger. Men beslutninger – og især satsninger – er politiske.

På det statslige niveau er det faktisk svært at gennemskue. En række museer kommer ind som særlige politiske tilskud i forbindelse med finansloven. Det gælder især museer, som man ser en politisk symbolik i: fx Arbejdermuseet, Kvindemuseet, Fregatten Jylland – eller mere upolitisk: Teatermuseet.

Finanslovsforslaget for 2018 indeholder en håndfuld større eller mindre projekter, som har opnået politisk bevågenhed. I visse tilfælde ud fra rent lokalpatriotiske ønsker.

For omverden er det ikke til at gennemskue, hvorvidt den driftsstøtte, der sker fra Slots- og kulturstyrelsen, alene er begrundet fagligt eller med politiske hensyn endsige direkte indblanding. Under alle omstændigheder er det klart, at der ikke er tale om et armslængdeorgan.

Der er intet problem i, at politikere ønsker anden fordeling mellem de museumsfaglige områder eller en større geografisk spredning af museer.

Det er vigtigt, at det politiske niveau deltager i museumsdiskussioner og er med til at beslutte tilskuddene. Problemet er, at der i dag er skabt en frygtkultur, hvor mange er bange for politisk snæversyn, mikromanagement og ret beset hævntørstige politikere.

I den nuværende model forekommer de politiske bidrag som hovedregel usaglige og ret beset uværdige. På en eller anden måde skal man prøve at lave en ny kontrakt – og den rette løsning kan meget vel være at åbne for politikernes deltagelse.

Det er rimeligt nemt i kommunerne, hvor udvalg har administrative kompetencer. Det er svært i det statslige system, hvor beslutningsgangen sker i et lukket rum mellem en styrelse, et ministerium, en minister, et folketingsudvalg og enkelte folketingsmedlemmer. Når den aktuelle politiske dagsorden handler om gennemsigtighed, bør det altså også handle om, hvordan der skabes gennemsigtighed i den politiske proces. Og skal et nyt tilskudssystem få succes, er dette helt afgørende.