Fremtidens museumstilskud

Del museerne op i A- og B-hold. Det er en af de samstemmende tanker fra de to visionsgrupper, som har forsøgt at tegne en fremtidig tilskudsmodel for danske museer.

De to visionsgrupper, nedsat af kulturministeren, har offentliggjort deres rapporter (se Søndag Aften arkiv). De skal danne udgangspunkt for videre diskussioner om tilskudsmodeller til museerne.

Visionsgruppe 1 (Birkebæk/Bak) deler museerne op i to grupper, dem som skal varetage alle typer museumsopgaver, og dem som udelukkende skal koncentrere kræfterne på formidling. Også Visionsgruppe 2 (Nissen/Gade Nielsen) deler museerne op i to grupper. Her er delingen dog ud fra den nationale betydning: de nationalt betydende museer og opgaver skal finansieres af staten, alle øvrige museer skal finansieres af kommunerne.

Visionsgruppe 1

Visionsgruppe 1 (Birkebæk/Bak) mener, at museerne skal koncentrere kræfterne om formidling. Det ses i høj grad af den tilskudsstruktur, man foreslår.

Gruppen deler museerne op i to grupper, små statsanerkendte og store statsanerkendte museer. For nemheds skyld kan man kalde det A og B-museer.

B-museerne modtager kun et grundtilskud til formidling. 0,5 mio. kr. Det nuværende minimumstilskud til statsanerkendte museer er 1 mio. kr.

A-museerne modtager foruden grundtilskuddet også et driftstilskud (til bevaring og forskning). Endelig kan A-museerne opnå et såkaldt incitamentsbaseret tilskud. Det kan bl.a. være opgavebaserede tilskud, eksempelvis varetagelse af opgaver for staten. Det er noget besynderligt at kalde dette incitamentbaseret, al den stund at der reelt er tale om konkrete kontraktbaserede aftaler.

Derudover lancerer man en kort beskrevet model for “performancebaserede incitamentstilskud”. Dette skal gives som “anerkendelse af høj performance og resultater med særlig relevans og samfundsmæssig effekt”. Beklageligvis uddyber man ikke nærmere, hvori dette består. Umiddelbart forekommer beskrivelsen så almen, at alle kan enes om, at det da lyder meget godt. Det er ikke svært at sige, at museer skal have tilskud ud fra relevans og samfundsmæssig betydning. Vanskelighederne i al tilskudsforvaltning består i at konkretisere sådanne luftige begreber.

Her går Visionsgruppe 2 modsat vej og fravælger at “indlejre museerne yderligere i et statsligt styringsregime med resultatkontrakter, performance management og nye incitament strukturer”.

Museumsvæsenet er traditionelt funderet i fem såkaldte søjler: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Denne opdeling foreslår Visionsgruppe 1 erstattet af tre opgaver: forskning, bevaring samt formidling. Desuden foreslår man, at det enkelte museum ikke behøver at opfylde alle tre opgaver for at kunne opnå statstilskud (dog er formidlingen pligtig). Visionsgruppe 2 femhæver derimod samlingerne som det essentielle særkende ved museumsdrift.

Visionsgruppe 1 foreslår også, at et “statsanerkendt museum” ikke nødvendigvis behøver at være et egentligt museum. Gruppen forestiller sig en opblødning af institutionsgrænser, så fremtidige museer kan være fx bibliotek og museum eller sammentænkning mellem museer og egentligt kommercielle virksomheder.

Soignering

Visionsgruppe 1 foreslår, at der skal udvikles et landsdækkende program for “soignering” af museernes samlinger gennem udskillelse. Dette skal ske ved at etablere en National koordinering af indsamlingen af genstande, i realiteten at skabe en stor fællessamling af genstande til danske museer. Hensigten med dette er at undgå overlap mellem museerne (flinteøkser kunne være et eksempel).

Kommunerne

Begge rapporter beskæftiger sig i et vist omfang med kommunernes tilskud til museerne. Visionsgruppe 1 skriver, at “Det forventes, at et ændret tilskudssystem fortsat vil inspirere kommunerne til et sådant engagement i museernes udvikling, også i de sammenhænge, hvor statens bidrag, i kraft af de foreslåede ændringer, formindskes.” Sagt med andre ord: et fromt håb om at kommunerne ikke vil mindske tilskuddet, når staten gør det.

Også Visionsgruppe 2 beskriver det kommunale fundament, bl.a. ved at argumentere for sin kommunale model ud fra: “hertil kommer, at museerne ikke længere blive berørt af det statslige ”omprioriteringsbidrag”.

I princippet er kommunerne jo udsat for samme effektiviseringskrav som staten, men tilliden til kommunernes gunstige prioritering af museerne er åbenlyst større end tilliden til statens. Dette ses også af historiske data, eksempelvis denne oversigt fra Visionsgruppe 2:

Visionsgruppe 2

Visionsgruppe 2 (Nissen/Gade Nielsen) har givet sin rapport titlen Sæt museerne fri. Og dette mener man ganske alvorligt. Grundlæggende sætter man spørgsmålstegn ved, om “ensrettende statslig styring overhovedet er ønskelig i en fremtid, der mere kalder på imødekommelse af nye brugerbehov, øget differentiering og international orientering.”

Hvornår har man ellers læst en sådan programerklæring i en kulturministeriel rapport?

Man uddyber endda synspunktet: “der er en lang og usikker vej at gå, før den museale virkelighed svarer til statens behov for ensartethed med hensyn til bæredygtighed og kvalitet i opgavevaretagelsen. Man kan imidlertid også spørge, om denne lovpålagte formelle uniformitet, som næsten er uomgængelig i et statsligt styringsperspektiv, overhovedet er ønskelig i en (frem-)tid, der snarere kalder på kreativ differentiering i en kombination af brugernes lokale behov og efterspørgsel og en stadig mere international orientering.”

Hvornår har man ellers læst en sådan programerklæring i en kulturministeriel rapport?

Et af de problemer, man peger på i den nuværende tilskudsmodel, er, at selv om de nuværende 98 statsanerkendte museer er vidt forskellige (formål, økonomi, struktur etc.), så stiller staten samme krav til dem.

Visionsgruppe 2 afviser at lave småjusteringer indenfor det nuværende tilskudssystem. I stedet foreslår man ganske radikalt, at dele museerne i to grupper: 1) dem af særlig, national betydning, som fortsat skal støttes af staten, og 2) alle andre som fremover skal støttes af kommunerne. Størstedelen af statens nuværende tilskud til de nuværende statsanerkendte museer refunderes kommunerne som bloktilskud.

Hertil kommer etablering af regionale videnscentre og en mindre statslig tilskudspulje.

Begrebet “statsanerkendte museer” ophæves dermed. Og i lighed med Visionsgruppe 1 forestiller man sig, at museer kan indgå i alskens forskellige organisatoriske konstellationer.

Gruppen forestiller sig, at det nationale arbejde skal varetages dels af de tre statslige hovedmuseer, dels at nationale opgaver skal udbydes for begrænsede tidsperioder til regionale museale videnscentre.