Den blå musketered

Blå side har bundet sig sammen om medieaftalen. Intet kan ændres. Hvad blå side vil på sigt, står i det uvisse. Hvad rød side vil efter et valg, er ligeså uklart.

CulturCommentar:
Det er et helt almindeligt vilkår ved politiske aftaler i Danmark, at aftalerne binder de deltagende partier for den periode de gælder, så alle partier har en slags vetoret mod ændringer. Medieaftalen for 2019-2023 forstærker den almindelige politiske aftaleform, så ingen af partierne kan ændre i aftalen eller fx rulle besparelser i DR tilbage.

“Aftalepartierne er forpligtet på aftalens indhold i aftaleperioden, og alle aftaleparter har vetoret over for ændringer heri.”

Det er helt usædvanligt, at dette står i en aftale. Dette tyder ikke på stærk gensidig tillid blandt aftalepartierne. Det sikrer naturligvis, at fx Konservative, som undervejs har ytret sig mere skeptisk til besparelserne på DR, ikke skifter side mediepolitisk. Eller at Dansk Folkepartis flirt med Socialdemokratiet ikke udvikler sig til også at omfatte medieområdet.

Det betyder dog først og fremmest, at et muligt ændret flertal i folketinget efter det kommende folketingsvalg, på sin side skal kunne enes helt og aldeles. Altså: hvis en kommende S-ledet regering ønsker at rulle DR-besparelser tilbage eller ændre andre elementer i aftalen, skal alle partier i rød blok være enige om dette. Der vil ikke kunne forhandles over midten.

Dermed bindes blokkene også for en lang årrække frem. Mediepolitisk konsensus vil tidligst kunne skabes op mod en ny medieaftale fra 2024.

Man binder hinanden

De mange efterfølgende aftaler, som skal indgås mellem aftalepartierne, binder naturligvis parterne endnu tættere sammen. Heriblandt det forhold, at også public service-kontrakterne nu skal godkendes i aftalekredsen. Dette er med til at sikre det aftaleparti, som ikke er i regeringen, Dansk Folkeparti, større indflydelse på den konkrete udmøntning af medieaftalen.

Hvad vil blå side?

Medieaftalen for 2019-2023 fortæller naturligvis, hvad de blå partier vil: begrænse DR, reklamefinansierede radio- og tv-kanaler, styrket Public Service-pulje og flytning af medieaktiviteter til Vestdanmark. Og så fortæller aftalen, at der er uenighed om salg af TV2.

Den langsigtede hensigt med mediepolitikken står dog ikke klar, for der er ikke enighed. Liberal Alliance ønsker at  begrænse den skattefinansierede mediestøtte mest muligt. Konservative ser fællesskabsfinansierede public service-medier som afgørende for at binde landet sammen. Tanken om reklamefinansiering af Radio24syv er ikke fostret hos de konservative. Dansk Folkeparti er voldsomt optaget af at bruge sin magt til at flytte aktiviteter væk fra København – men er det stadig en dagsorden, som vil blive set som en vindersag om fem år? Venstre er mediepolitisk forbavsende stille. Partiet markerede en tanke om at udvide Public Service Puljen væsentligt og ud fra denne skabe en slags dansk Netflix. Her fik man dog læst og påskrevet fra mediebranchen, som ser puljen som en ny statslig censurkomité. Venstre savner at afklare, om det blot er DR som institution, man skal  bekæmpe, eller om man ønsker øget statslig styring med øvrige medier.

De blå partier har nu – heldigvis for dem – fem år til at spekulere på, hvilken retning man ønsker mediepolitikken skal tage.

Hvad vil rød side?

Så lang tid har rød side ikke. Partierne har med lidt forskelligt temperament sagt, at de vil ændre aftalen, hvis de opnår flertal efter et folketingsvalg. Man har dog ikke sagt, hvad man vil ændre. Efter al sandsynlighed kommer et folketingsvalg først efter at medieaftalen for 2019-2023 er konfirmeret gennem finansloven for 2019, public service-aftaler med DR og TV2-regionerne og igangsatte udbud af nye radio- og tv-kanaler.

Rød sides kritik af medieaftalen har stort set kun handlet om de voldsomme besparelser på DR.

Det er dog svært at forestille sig en “ren” tilbagerulning af besparelser, fx fra finansloven for 2020. DR er allerede nu ved at omstille sin virksomhed til de nye konditioner, færre penge, færre kanaler, færre opgaver. Dermed får rød side til opgave, at definere hvad “mere” DR skal lave fra 2020. Skal DR igen få flere kanaler, genansætte afskedigede medarbejdere eller lave ny bred fredagsunderholdning?

Det har været relativt nemt for rød side at argumentere imod besparelser på DR. Det bliver mere vanskeligt at få fodfæste, når man skal argumentere for nye DR-aktiviteter. Kan partierne enes? Handler rød sides fælles medieinitiativer kun om institutionen DR? Kan man skabe medieprojekter, som kan samle folkelig opbakning? Er det “dansk indholdsproduktion” eller “public service” man vil styrke?

Socialdemokratiet har været aktive fortalere for øget støtte til lokale og regionale medier, styrket regional indsats fra DR og en styrket Public Service Pulje. Hvad de øvrige røde partier vil, må vi vente på. Det vil nok være klogt at præsentere befolkningen for nogle bud, inden den kommende valgkamp.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør