Aktuelt · Arkitektur og design · Finanslov · Idræt · Kunst og museer · Politik · Teater og dans
Finansloven for 2022
Kulturens Analyseinstitut, Cph Stage og Applaus. Og lidt til E-sport. Det er de egentlige nybrud i finanslovsaftalen for 2022.
Etablering af Kulturens Analyseinstitut er den selvfølgelige overskrift for finansloven for 2022. Det er usædvanligt, at der gennem finansloven skabes en helt ny institution. Det sker efter flere års diskussion og modstræbende tilkendegivelser fra både den nuværende og den forrige kulturminister.
Den endelige finanslov for 2022 indeholder dog usædvanligt mange enkeltelementer, som samlet set udvider Kulturministeriets økonomiske ramme.
Reelt består finansloven af to samtidige aftaler. Dels Aftale om etablering af fonden for blandede byer som blev indgået i november mellem regeringen og Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten samt Kristendemokraterne, dels finanslovsaftalen for 2022 som blev indgået mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Kristendemokraterne samt Alternativet.
Blandede byer
I det socialdemokratiske ideologisk prægede initiativ om blandede byer lykkedes det kulturministeren at snige to enkeltelementer med. Det ene, at der afsættes 2,8 millioner kr. i 2022 og totalt 19,5 millioner kr. i perioden 2022-2024 til at udarbejde en national arkitekturpolitik. Dette giver naturligvis god mening i forhold til ambitionen om at skabe mere blandede bysamfund.
Ombygningen af Nationalmuseet skal funderes langt bredere politisk.
Det andet, mere overraskende, element er at der afsættes 8,4 millioner kr. i 2022 og efterfølgende 2,2 millioner kr. i 2023 til forundersøgelse af en gennemgribende ombygning og fornyelse af Nationalmuseet. Det er noget af en tilsnigelse, at hævde at dette har betydning for udvikling af blandede bysamfund. Men det kan først og fremmest blive en vanskelig videre proces. Det politiske flertal som står bag denne aftale, er med stor sandsynlighed ikke et flertal efter næste folketingsvalg, hvorfor det egentlige projekt, ombygning af Nationalmuseet skal funderes langt bredere politisk.
Kulturens Analyseinstitut
I finansloven for 2022 afsættes 4 millioner kr. til Kulturens Analyseinstitut i 2022 og 8 millioner kr. årligt i 2023-2025. Forventningen må derfor være, at etableringen af instituttet igangsættes i 2022.
De nærmere rammer for instituttet skal forhandles mellem aftalepartierne i løbet af første kvartal i 2022. Den kortfattede tekst om instituttet lyder: “skal understøtte mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgernes trivsel, bl.a. med afsæt i evidens- og forskningsbaserede undersøgelser. Kulturens Analyseinstitut etableres som et uafhængigt institut.” Kravet om uafhængighed er central (se Søndag Aften arkiv).
Museumsinitiativer
Ud over aftalen om Nationalmuseet, indeholder finanslovsaftalen en række andre museumsinitiativer.
Danmarks Tekniske Museum modtager såkaldt udviklingsstøtte på 5 millioner kr. årligt i 2022-2025, som forberedelse til museets flytning til Svanemølleværket i København i 2026.
Dansk-jødisk kultur skal styrkes for 6 millioner kr. årligt i 2022-2025. Heraf bruges 3 millioner kr. årligt på at styrke Dansk-Jødisk Museums samarbejde med museer og biblioteker. Det samme beløb afsættes til en ansøgningspulje målrettet unge, hvor fx højskoler, biblioteker, museer og foreninger kan søge om støtte til projekter som skal give større viden om dansk-jødisk kulturhistorie og liv. Begge dansk-jødiske kulturinitiativer har som formål at forebygge antisemitisme og hadforbrydelser.
Endelig styrkes både museerne ARoS og Den Gamle By med hver 1 million kr. i ekstra tilskud i årene 2022-2025.
Scenekunst
Festivalen Cph Stage styrkes med 5 millioner kr. årligt i 2022-2025. Pengene skal bruges til at give mulighed for at teatre fra hele landet kan vise forestillinger ved denne årlige præsentationsfestival.
Det samme beløb, 5 millioner kr. afsættes til at styrke Applaus arbejde med publikumsudvikling. Applaus er især fokuseret på scenekunstområdet, man kan også arbejde i forhold til andre kulturområdet. Applaus modtager i forvejen 3 millioner kr. årligt fra udlodningsmidlerne.
Folkeoplysning sikret
Den omfattende offentlige kampagne for sikring af onlineopslagsværkerne på Lex.dk gav bonus. Der afsættes 7,8 millioner kr. i 2022 og 10 millioner kr. årligt i 2023-2025, så aktiviteterne kan fortsætte. I 2022 delvist finansieret gennem den hidtidige bevilling til Den Store Danske. Selvom kampagnen har handlet om regeringens manglende vilje til at føre aktiviteterne videre, er det værd at erindre, at den forrige regering nøjedes med tidsbegrænset bevilling til formålet.
Folkeuniversitet får et ekstraordinært tilskud på 7 millioner kr. årligt 2022-2024. Desuden afsættes 1,1 million kr. i 2022 til Foreningsfællesskabet Ligeværd og 1 million kr. i 2022 til Dansk Ungdoms Fællesråds projekt om fællesskaber mellem unge i Grønland, Færøerne og Danmark.
Lektoratsordning fortsætter
Udenfor kulturministeriets område er det værd at bemærke, at den såkaldte Lektoratsordning fortsætter. Ordningen skal styrke kendskabet til dansk sprog, litteratur og kultur i udlandet ved at støtte danskundervisning ved udenlandske universiteter.
Forslaget om at droppe ordningen indgik i regeringens finanslovsforslag og havde således den nuværende kulturminister som forslagsstiller.
Penge til Østjylland
Finanslovsaftalen indeholder også en ekstraordinær bevilling på 2,5 millioner kr. årligt i 2022-2025 til Kulturregion Østjysk Vækstbånd, som er et samarbejde mellem Kulturministeriet og de fire østjyske kommuner Horsens, Randers, Silkeborg og Viborg. Beløbet er målrettet regionens arbejde med musik og børn.
E-sport Danmark
Finanslovsaftalen indeholder ikke mange idrætsinitiativer. Det eneste er faktisk 2 millioner kr. i 2022 til E-sport Danmark. Pengene skal bl.a. anvendes til uddannelse af E-sport dommere og trænere.
Coronaredningsaktioner
Akvarierne Den Blå Planet og Kattegatcentret sikres overlevelse efter at have været usædvanligt hårdt ramt af coronanedlukninger. Til Den Blå Planet afsættes 11,5 millioner kr. i 2022 og til Kattegatcentret 1 million kr. årligt 2022-2025.
Det er uvist, om dette er tilstrækkeligt til at sikre de to institutioner på sigt.
Rigsarkivet
En del bevillingsændringer på Kulturministeriets område sker som konsekvens af ændringer på helt andre områder. Fx øges Rigsarkivets bevilling med hele 9,1 millioner kr. for at hjælpe ansøgere om tidlig pension (“Arne”-ordningen). Den konsekvens havde Socialdemokratiet næppe forestillet sig, da man i sin tid afgav valgløftet.
I don’t think the title of your article matches the content lol. Just kidding, mainly because I had some doubts after reading the article.