Aktuelt · Arkitektur og design · EU · Litteratur · Musik
Symboler på fællesskab
Kulturhovedstad, litteraturpris, ungdomsorkester. EU prissætter kulturen på mange måder. Her er et overblik.
EU‘s kulturpolitik skal som udgangspunkt tage hensyn til EU’s nærhedsprincip. Det betyder, at det meste kulturpolitik overlades til de enkelte medlemsstater. Samtidig har EU et ønske om at styrke samhørigheden og befolkningens oplevelse af fællesskab. Indenfor kulturområdet fylder en række symbolske initiativer derfor ganske meget.
Kulturhovedstad
Siden 1985 har EU udpeget en eller flere byer som året europæiske kulturhovedstad. København var kulturhovedstad i 1996. Aarhus er udpeget i 2017 (sammen med Paphos i Cypern). Næste gang, en dansk by får denne mulighed for at markere sig, bliver i 2032.
Med udpegningen af en by som kulturhovedstad følger først og fremmest æren. Der afsættes ikke væsentlige beløb fra EU. De enkelte lande og udpegede byer beslutter selv ambitionsniveauet.
Kulturarvsdage
EU arrangerer såkaldte Kulturarvsdage i september hvert år. Formålet er, at øge kendskabet til den fælles europæiske kulturarv. Der afholdes årligt omkring et halvt hundrede arrangementer. Danmark har i de senere år valgt ikke at deltage.
Kulturarvspris
I EU-regi uddeles hvert år en Europa Nostra pris, som uddeles for særlig indsats for kulturarven. Indenfor de senere år er priser ind i mellem uddelt til Danmark: i 2010 filminstruktøren Nils Vest for arkitekturhistoriske film, i 2012 bevaringsarbejdet med Læsø’s tanggårde.
European Heritage Label
Det europæiske kulturarvsmærke (European Heritage Label) er et nyt initiativ og skal ses som en europæisk pendent til UNESCO’s verdensarvsliste. Danmark har indstillet tre steder: Løgumkloster, Dybbøl og Carlsberg. Men ingen af de danske ansøgninger fandt plads blandt de 38 steder, som nåede frem til en shortlist.
Ebba (ikke Abba)
European Border Brakers Award – Ebba – er en europæisk pris til 10 internationalt debuterende kunstnere, som opnår succes udenfor hjemlandet gennem salg, koncerter airplay i radio eller festivaloptrædender. Prisen har været uddelt siden 2004. Danske vindere har været Saybia, The Raveonettes, Hush, Dúné, Alphabeat, Aura, Agnes Obel, Nabiha samt Lukas Graham.
Arkitekturpris
EU uddeler hvert andet år en arkitekturpris, Mies van der Rohe Award. I 2013 gik prisen for første gang til en dansk tegnestue, Henning Larsens tegnestue for koncerthallen Harpa i Reykjavik (se Søndag Aften arkiv). Bjarke Ingels Group/Superflex’ Superkilen på Nørrebro var i finalefeltet.
Litteraturpris
Siden 2009 har EU uddelt en litteraturpris. Hvert år uddeles prisen til 11 eller 12 forfattere fra tilsvarende antal lande. I prissystemet medvirker et udvidet antal lande, så man i løbet af en treårig periode når alle lande. En lokal jury udpeger det enkelte lands vinder, i 2010 gik den danske pris til Adda Djørup, i 2013 til Kristian Bang Foss.
Europæisk Ungdomsorkester
Det europæiske ungdomsorkester startede i 1976 med op til 140 musikere fra de 28 medlemslande. Siden 2000 har orkestret været ledet af Vladimir Ashkenazy. De fleste musikere er mellem 19 og 25 år. Orkestret turnerer to gange årligt.
Europæisk Barokorkester
Siden 1985 har EU også haft et særligt barokorkester. Siden 2004 har orkestrets kunstneriske leder været den danske kapelmester og cembalist, Lars Ulrik Mortensen. Orkestret sammensættes på ny hvert år og har fire adskilte turneer i årets andet halvår.
Media-pris
EU’s Media-pris går ikke til et færdigt produkt, derimod til det bedste nye filmprojekt med salgspotentiale. Der kan være tale om alle slags film.
I 2013 gik prisen til den danske instruktør, Thomas Vinterberg, for hans kommende film, Kollektivet.