Efterlysning: national biblioteksstrategi

Med besparelserne på Det Kongelige bibliotek, må man spørge: har Danmark en national bibliotekspolitik? Hvem har det politiske ansvar for at sikre, at strukturen er den rette?

CulturCommentar:
Kulturministerens udmøntning af besparelser fører til, at der i løbet af fire år skal spares 26,4 mio. kr. ud af et budget på 336 mio. kr. Ifølge dagbladet Politiken bliver konsekvenserne mærkbare, 43 årsværk nedlægges – ud af 322. Åbningstider reduceres, læsesale lukkes, leveringstider forøges. Det er ganske drastiske forværringer, brugerne af Det Kongelige Bibliotek bliver udsat for – og det handler også om eftertidens mulighed for at finde de ønskede materialer.

Konsekvenserne for Det Kongelige Bibliotek kan ikke have stået klart for nogen af de politiske beslutningstagere, da finansloven for 2016 blev vedtaget. Og de hyppigt gentagne udsagn om, at en stor institution som Det Kongelige Bibliotek må have så meget fedtlag, at man nemt kan finde besparelser, nærmer sig det fornærmende. Virkeligheden er konkret. Ledelse og medarbejdere er professionelle.

Man kan selvfølgelig godt indtage et skattenægter-synspunkt: alle institutioner skal koste mindst muligt. Men så er man også forpligtet til med mellemrum at se, om lovgivningen svarer til de forventninger, man har til institutionerne.

Spørgsmålet er, om Staten overhovedet har en national bibliotekspolitik.

Hvem styrer?

Tilbage i 1997 nedlagde man Rigsbibliotekarembedet (se Søndag Aften arkiv). I 2012 nedlagde man Styrelsen for Biblioteker og Medier, tidligere kaldet Biblioteksstyrelsen og endnu før Bibliotekstilsynet. I 2012 forlod den sidste direktør med faglig indsigt og ansvar for biblioteksområdet det, der i dag hedder Slots- og kulturstyrelsen (se Søndag Aften arkiv).

Der er naturligvis fortsat medarbejdere i Slots- og kulturstyrelsen med stor faglig indsigt i biblioteksområdet. Men de er langt nede i hierarkiet og har ikke den adgang til ministeren, som biblioteksområdet fortjener. Hvis ministeren på et tidspunkt vælger at beskæftige sig med bibliotekspolitik, vil det være med rådgivning, som ikke er biblioteksfagligt forankret. Der vil være en række andre hensyn, der skal prioriteres først, fx relationen til finansministeriet.

Den mulige politiske styring af Danmarks nationale bibliotekspolitik sker i dag uden faglig indsigt og sikkert også uden viden. Det seneste samlede bud var 2012-rapporten om Danskernes Digitale Bibliotek. Da rapporten udkom, var eneste bidrag fra daværende politisk ansvarlige kulturminister glæden over den digitale fremtid. De forskellige strukturelle og politiske bud, der var i rapporten, forholdt ministeren sig ikke til.

Ind kom Danskernes Digitale Bibliotek

Konsekvensen af rapporten blev etableringen af  institutionen Danskernes Digitale Bibliotek.

I et interview i Danske Biblioteker, nr. 1/2016, udtaler tidligere kulturminister Marianne Jelved: “Jeg nåede simpelthen aldrig at forstå idéen bag DDB. Og det trods jublen hos andre politikere herunder flere radikale. Hvorfor denne knopskydning når vi allerede har et DBC med én indgang til bibliotekerne via bibliotek.dk, og et digitalt bibliotekstilbud som eReolen og dermed et velfungerende grundlag for enkel digital biblioteksadgang. Jeg begriber det ikke. Heller ikke hvem der har interesse i at støtte denne idé.”

Samme vanskelighed med at forstå formålet med Danskernes Digitale Bibliotek havde hendes forgænger, Uffe Elbæk, ikke. Da aftalen blev indgået kunne han meddele: ”Jeg er rigtig glad for, at vi sammen med KL er nået i mål med en aftale om Danskernes Digitale Bibliotek. Det bringer os et vigtigt skridt videre i digitaliseringen af en af demokratiets hjørnestene, nemlig folkebibliotekerne. Med Danskernes Digitale Bibliotek kan bibliotekerne også i fremtiden gå forrest med at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet.”

Spørgsmålet er om der overhovedet er andre politiske beslutningstagere end Marianne Jelved, som har gjort sig den ulejlighed at gruble over meningen med vores nationale biblioteksstruktur? (Læs Søndag Aften arkiv: Har staten en bibliotekspolitik?)

Er der overlap?

I Danmark har vi valgt at have to nationale biblioteker, Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek. Statsbibliotekets opgaver fremgår grundlæggende af biblioteksloven. Det Kongelige Biblioteks opgaver fremgår af finansloven. Begge biblioteker varetager opgaver som pligtafleveringsinstitutioner. Statsbiblioteket er udsat for samme sparekrav som Det Kongelige Bibliotek.

Med det stadigt stigende fokus på digitalisering, må det være nødvendigt med mellemrum at stille spørgsmålet: er arbejdsdelingen mellem de to nationale biblioteker den rette?

Allerede i 1998 blev Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek (DEFF) etableret. Institutionens arbejde handler i høj grad om forhandling af elektroniske licenser til forskningsbibliotekerne. Danskernes Digitale Bibliotek blev etableret i 2012. Institutionens arbejde handler i høj grad om forhandling af elektroniske licenser til folkebibliotekerne.  Begge institutioner arbejder altså med licensforhandlinger. Som nævnt i ovenstående citat fra Marianne Jelved handler en væsentlig del af virksomheden Danskernes Digitale Bibliotek også om at føre tilsyn med DBC – en virksomhed ejet af Staten og KL i fællesskab.

I 2015 blev der udarbejdet en ekstern konsulentrapport om den fremtidige struktur for DBC. Et af de overordnede spørgsmål er, om staten fortsat skal være medejer af DBC. Dette har Kulturministeren endnu ikke taget stilling til. Men hvem skal da også rådgive ham?

Nye digitale tjenester

Folketingspolitikere er begyndt at diskutere en tjeneste som ereolen.dk (læs Facebook: Mogens, Mogens, Mogens, Mogens og Mogens). Men ereolen.dk er et kommunalt anliggende. Det der folkeligt set må betragtes som den vigtigste digitale tjeneste, har altså ikke noget med staten at gøre. Det samme gælder den – muligvis nedlagte – musiktjeneste Bibzoom (Læs Bibzoom på standby).

Muligvis var det det, der gjorde daværende kulturminister så begejstret i 2012: dengang besluttede man sig for en model, hvor staten frasagde sig det videre ansvar for den digitale udvikling.

Og hvem har den faglige kompetence til at yde reelt modspil til de stærke biblioteksledelser, der er i de centrale biblioteksvirksomheder?

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør