Rigsrevisionen vs. armslængde

Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik af såvel TV 2-regionernes økonomistyring som af Kulturministeriets styring af TV 2-regionerne vil indskrænke armslængden.

CulturCommentar:

TV 2-regionernes økonomistyring giver ikke grundlag for at at prioritere effektivt. Kulturministeriets styring af TV 2-regionerne sikrer ikke kvaliteten. Sådan lyder den hårde kritik fra Rigsrevisionen. Men tager man Rigsrevisionen på ordet, vil det føre til væsentlige indskrænkninger i armslængden.

Rigsrevisionens primære kritik af TV 2-regionerne er, at økonomistyringen ikke er koblet sammen med regionernes kerneopgaver (Læs: TV 2-regionerne under lup). “Undersøgelsen viser, at TV 2-regionerne ikke kan koble ressourcer og de 3 kerneopgaver. Dermed mangler regionerne gennemsigtighed i deres økonomistyring.”

For regionerne giver det dog ikke mening at dele regnskabsmæssigt op på denne måde (som er en opdeling opfundet af Rigsrevisionen), idet den samme medarbejder fx kan lave et nyhedsindslag, som retter sig til alle tre kerneopgaver samtidig. I øvrigt er det heller ikke et krav, der stilles til DR, at fx nyhedsafdelingen skal dele sine opgaver op efter kerneområder på denne måde (her er netop også journalister, som leverer til mange platforme samtidig).

Som svar på at TV 2-regionerne anser, at det er et bevidst valg, at man ikke opdeler økonomien efter kerneopgaver, skriver Rigsrevisionen:
Rigsrevisionen skal hertil bemærke, at TV 2-regionerne modtager offentlige midler, og regionerne skal derfor som alle andre virksomheder, der modtager offentlige midler, tage skyldige økonomiske hensyn. Dvs. at regionerne skal sikre sparsommellighed, produktivitet og effektivitet i anvendelsen af de offentlige midler.

Det nærmer sig underlødig argumentation fra Rigsrevisionen. Budgetterne overholdes, virksomhederne er stærkt økonomisk bevidste, men tillader sig at mene, at man ikke med fordel kan opdele virksomheden, som Rigsrevisionen ønsker. Hertil svarer Rigsrevisionen så med en banal og moralsk konstatering af nødvendig ansvarlig økonomisk styring.
Hvis Rigsrevisionen virkelig mener, at TV 2-regionerne forvalter sit gods skidt, burde Rigsrevisionen måske have gjort bemærkninger om dette i de årlige revisioner af TV 2-regionernes regnskaber.

Forskelligt seertal

“Det er Rigsrevisionens opfattelse, at det generelt er uklart, hvorfor der er forskel på TV 2-regionernes seertal”. Ja, det er sikkert vanskeligt. Èn mulig forklaring kunne være, at konkurrencesituationen i forhold til andre medier er forskellig fra landsdel til landsdel, fx er der mange andre medier, som dækker København. En anden mulig forklaring kan være, at befolkningsinteressen for det regionale stof er forskellig, fx flytter mange yngre mennesker til universitetsbyer uden at ønske at engagere sig i noget lokalt.

Og måske er det slet ikke vigtigt om seerandelen er stor eller lille for den enkelte TV 2-region. Politisk har man valgt at støtte de 8 regioner med samme beløb – TV Bornholm med potentielt 40.000 seere har samme tilskud som TV 2 Lorry med potentielt 1,7 mio. seere. Det væsentlige er derimod, at hver TV 2-region udfylder en lokal public service-opgave. Denne defineres forskelligt fra region til region, bl.a. afhængigt af befolkningssammensætning, medievaner og øvrigt medieudbud.

Desuden har man sammensat en bestyrelse for hver enkelt TV 2-region ud fra netop de forskellige geografisk forudsætninger. Man må gå ud fra, at de enkelte bestyrelser i fællesskab varetager den opgave at vurdere opgaverne for den enkelte TV 2-regions virksomhed.

Rigsrevisionen nævner i rapporten bestyrelserne, men giver ikke blot en antydning af, at man kunne forestille sig, at disse bestyrelser varetog andre opgaver end den tekniske beslutningskompetence. Bestyrelserne for TV 2-regionerne bør anskues som et hvilket som helst andet armslængdeorgan. Hertil kommer, at der til samtlige TV 2-regioner er knyttet et lokalt baseret repræsentantskab.

Det ville ikke give mening at bede de enkelte armslængeorganer under Statens Kunstfond at sammenligne antallet arbejdslegater på tværs af kunstarterne, idet behovet for arbejdslegater afhænger af den enkelte kunstart. På samme måde giver det ingen mening at sammenligne antallet webartikler for de enkelte TV 2-regioner, idet public service-opgaverne i sagens natur er forskellig.

Pointen med armlængdeorganer er netop også, at disse træffer beslutninger om anvendelsen af de tildelte midler ud fra en vurdering af, hvor man får mest “nytte” for pengene. Det ligger i armslængeorganers natur, at man tænker økonomisk bevidst og effektivt.

I realiteten underkender Rigsrevisionen og dermed Statsrevisorerne i den udtalte kritik tankesættet bag armslængdeorganer.

Hurra for fortolkningsrummene

Det samme gør sig gældende i Rigsrevisionens kritik af Kulturministeriets styring gennem kontrakterne. Fx skriver man “når regionerne ikke bliver mødt med produktionskrav, så kan regionerne frit beslutte, hvor meget de vil producere og i hvilken kvalitet.”

Ja, hurra! Rigsrevisionen har forstået, at de enkelte TV 2-regioner har mulighed for at træffe selvstændige beslutninger. Det er endda selve meningen med det regionale system.

Rigsrevisionen ser kritisk på, at “uklare krav giver et stort fortolkningsrum”. Men fortolkningsrum er netop en vigtig del af den politiske proces. Det er gennem sådanne fortolkningsrum en region kan nydefinere indhold i virksomheden, kan skabe nye relationer til seere, til samarbejdspartnere og endda sætte Kulturministeriet under pres.

Rigsrevisionen kan åbenlyst ikke lide fortolkningsrum. Det gælder også i processen mellem den politiske medieaftale og public service-kontrakterne.
Når politikere fra mange partier enes om en mediepolitisk aftale, er der elementer, som er kontante og elementer, som er hensigtserklæringer. Ofte er politikere mere optaget af hensigtserklæringer, for det er forhandlingsstrategisk billigere. Ofte er politikere helt uinteresserede i, hvordan en hensigtserklæring virkeliggøres.

Efterfølgende fortolker Kulturministeriet den mediepolitiske aftale, så den kan operationaliseres i en public service-kontrakt. Hvis det for folketingets politikere har været væsentligt at påpege i aftalen, at “der skal tales forståeligt dansk” er det selvfølgelig vanskeligt at indskrive i en juridisk kontraktformular, så det efterfølgende kan måles.

På den måde kommer de enkelte beslutningselementer til at fungere som fortolkningsbare hensigter.

Blandt Rigsrevisionens eksempler på uklare krav er denne formulering i public service-kontrakten mellem Kulturministeriet og TV2/Nord: “TV2/NORDs programmer må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans eller på nogen måde fremme terrorisme”.

Ifølge Rigsrevisionen er dette netop et “eksempel på et krav, der mere har karakter af en målsætning end af et konkret krav”. Det lyder jo umiddelbart som en rigtig kritik. Men mon Rigsrevisionen så har prøvet at gennemskue, hvorfor man i kontrakten har valgt at placere denne tekst i afsnittet “Formål med public service”?

Medieuafhængighed

Rigsrevisionen forholder sig i rapporten på intet tidspunkt til den særlige – og særligt vanskelige – mediepolitiske udfordring, der er med TV 2-regionerne. Der er tale om statsligt finansierede medier (licensindtægter fordelt af politikere), som trods dette skal bevare fuld redaktionel frihed og uafhængighed af statsmagten.

Derfor er det både følsomt, hvor specifikke krav der stilles i public service-kontrakter, og hvordan Kulturministeriet agerer, når man følger op på kontrakterne. Rigsrevisionen er utilfreds med, at Kulturministeriet nøjes med at læse regnskaber og tjekke at Radio- og tv-nævnets public service-vurdering siger god for virksomheden.  Med Rigsrevisionens ord burde Kulturministeriet stille specifikke krav til TV 2-regionernes produktion og kvalitet.

Rigsrevisionen giver ikke indtryk af at kende til den delikate balance, der skal sikre mediers uafhængighed. Kulturministeriet agerer med en minister som chef. Det er væsentligt at sikre, at ministeren hverken kan påvirke mediernes indhold eller beskyldes for dette. Derfor skal hverken minister eller ministerium definere kvalitetskrav. Det er også baggrunden for, at man har etableret et uafhængigt Radio- og tv-nævn.

TV 2-regionernes uafhængighed af statsmagten sikres gennem armslængde til ministeren og ministeriet.

Kulturministeriet skal svare på kritikken fra Rigsrevisionen i løbet af fire måneder. Man må håbe, at Kulturministeren har mod og mandshjerte nok til at svare igen på kritikken. Politik består også i at etablere forhandlingsrum, som udfyldes gensidigt mellem parterne. Og når man etablerer armslængdeorganer, er det også meningen, at disse skal have friheder og rum til selv at bestemme over virksomheden.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør