Aktuelt · Kunst og museer · Politik
Feriefonden: Nogen sov i timen
Der blev givet politisk mandat til, at Arbejdsmarkedets Feriefond skulle inddrive lån. De politiske mandat var åbenlyst ikke godt nok funderet, siden det så hurtigt døde, da konsekvenserne gik op for politikerne.
CulturCommentar:
Samtidig etablerede man dog en praksis, hvor man fortalte låntagere, at lånene automatisk ville blive forlængede. Dette siger såvel låntagere som tidligere ledende medarbejdere i Feriefonden. Og der er intet i fondens praksis, som modsiger, at dette har været den gensidige forståelse.
Denne praksis understreges af, at fx Dansk Arbejdsgiverforening hævder at “lån nærmest automatisk forlænges”. Og det understreges af, at Arbejdsmarkedets Feriefond ubekymret modtog regnskaber fra bl.a. museer, hvoraf lånene ikke indgik som passiver. En seriøs kreditor må undre sig, hvis debitor undlader at oplyse, at man har gæld til kreditor.
Men fonden havde samme regnskabspraksis, idet man ikke angav de store tilgodehavender, man havde i sine årsrapporter før i 2015. Og der vælger man at nedskrive lånenes reelle værdi til værdien af de tinglyste og pantsatte ejendomme.
Samtidig insisterer feriefonden på at blive behandlet og omtalt på lige fod med andre donorer til museerne. Ikke på lige fod med andre banker, som låner penge ud.
Man skal være helt usædvanligt næsvis, hvis man på denne baggrund vil hævde, at der var tale om et almindeligt låneforhold, blot rente- og afdragsfrit.
Ind kom Finansministeriet
Der var udviklet en praksis for automatisk forlængelse af lån, som ingen satte spørgsmålstegn ved.
Indtil Finansministeriet sidst i 00’erne blev opmærksom på den kapitalopsamling, der var i Arbejdsmarkedets Feriefond. Skiftende regeringer tømte kassen for at finansiere væsentlige velfærdsopgaver. Feriefondens økonomi var baseret på renteafkast fra den store kapital, og når samtidig kapitalen blev mindre, og renten faldt drastisk, måtte der gøres noget.
Det førte i de indre magtcirkler omkring fonden til konklusionen om, at begrænse formålet til udelukkende at støtte ferieophold for svagt stillede familier og børn. De uhævede feriepenge kommer for så vidt fra hele befolkningen. Med ændringen beslutter man at fokusere pengene til en konkret velfærdsopgave og ikke længere at sikre feriemuligheder for hele befolkningen. Samtidig besluttede man at styrke kapitalen ved at inddrive de afdrags- og rentefrie lån, man havde ydet.
Her var der nogen som sov i timen.
LO og DA bestemmer
Dels så låntagergruppen sig ikke som en samlet gruppe. Der var tale om enkeltinstitutioner, som hver for sig var glade for de lån, man havde opnået. Låntagerne eksisterede ikke som gruppe betragtet, og var på ingen måde repræsenteret af nogen i og omkring feriefonden. At en offentligt funderet långiver ændrer policy, opdager låntagerne først den stund, denne policy eksekveres i form af konkrete krav om tilbagebetaling.
Dels foregår det afgørende magtspil omkring feriefonden i et samspil mellem arbejdsmarkedets parter, primært LO og DA, og Beskæftigelsesministeriet. Ingen af parterne interesserer sig som sådan for museer. Støttevirksomheden til museerne har været sekundær, selv om både medarbejdere og bestyrelse i fonden har yndet at stå blandt giverne til fx det nye Handels- og Søfartsmuseum i Helsingør.
Det politiske mandat døde
Fonden forsøgte at gøre opmærksom på, at der var et potentielt problem, da man i forberedelserne til den ændrede vedtægt i 2014 skrev:
“Fonden ønsker et klart politisk mandat til at afvikle fondens låneportefølje”.
Der forefindes ingen officielle dokumenter, som viser, hvordan dette ønske om et politisk mandat blev varetaget. Det politiske ansvar lå hos den daværende beskæftigelsesminister. I hvilket omfang hun har søgt eller fået kendskab til de problemer, der var i vente, er ukendt. Det samme er svaret på spørgsmålet om, hvor bredt og grundigt hun har orienteret aftalekredsen, den daværende SRSF-regering og Venstre og Konservative.
Det er i hvert fald påfaldende, at ingen af de mange papirer om sagen, som er nået offentligheden, konkret beskriver, at afvikling af lån kan volde problemer endsige for hvem, det kan volde problemer.
Hvis det ender med, at Staten eftergiver gælden til museerne, har staten sådan set selv finansieret de tiltag, man prøvede at få Arbejdsmarkedets Feriefond til at finansiere!Det er ligeledes påfaldende, at da konsekvenserne af beslutningen viste sig i 2017, var alle politiske partier enige om, at der skal findes en løsning, som sikrer museerne.
Det politiske mandat der blev givet i 2013 døde i 2017. Nu har politikere på tværs af partier den kollektive, men vanskelige, opgave at redde kastanjerne ud af ilden. De fleste ville nok – i bagklogskabens lys – have truffet andre beslutninger i 2013, hvis de altså havde kendt konsekvenserne.
Det bagvendte er, at hele den komplekse situation opstod, fordi skiftende folketingsflertal havde behov for at finansiere forskellige finanslovsinitiativer. Hvis det ender med, at Staten eftergiver gælden til museerne, har staten sådan set selv finansieret de tiltag, man prøvede at få Arbejdsmarkedets Feriefond til at finansiere!
Mange sov i timen
Det er oplagt, at feriefonden, såvel ledelse som bestyrelsesmedlemmer, kunne have advaret tydeligere i 2013-2014. Det kunne i hvert fald også både Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Beskæftigelsesministeriet. Disse myndigheder har herved givet sig selv ekstraarbejde med at finde løsninger på et problem, som ikke burde være opstået.
Også Miljøministeriet og Kulturministeriet kunne have reageret. Begge ministerier var repræsenterede i bestyrelsen, indtil vedtægtsændringen 1. juli 2014. Man må formode, at de to ministeriers repræsentanter har haft til opgave at fagligt sikre, at de lån, man bevilligede til henholdsvis natur- og de kulturoplevelser, var relevante. Da opgaven med at give lån til f.eks. museer bortfaldt, var det naturligt, at kulturministeriet ikke længere var repræsenteret i bestyrelsen for fonden.
Dette kunne en kulturminister have reageret på i 2014, for beslutningen indebar en reel indskrænkning af “løse” midler til kultursektoren. På dette tidspunkt måtte opgaveændringen dog vurderes som et fait accompli. Staten havde jo taget pengene, så der var reelt ikke længere nogen penge at slås for i Kulturministeriet.
Ressortmæssigt lå sagen i Beskæftigelsesministeriet. Så Kulturministeren ville have stået som den lille part i forhold til magtaksen mellem LO, DA og Beskæftigelsesministeriet.
Svagheden for Kulturministeriet er, at man først alt for sent opdagede, at Feriefonden ønskede at inddrive lånene.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
Læs også:
