Søndag Aften

    Kulturpolitik - med andre ord

    • Arkitektur og design
    • Biblioteker
    • Film
    • Kunst og museer
    • Litteratur
    • Medier og internet
    • Musik
    • Politik
      • EU
      • Finanslov
      • Kommunerne
    • Teater og dans
      • Seneste

        Helt aktuelt

      • De eksklusive streamingtjenester

        marts 6, 2023

      • Bibliotekernes billige e-bøger

        marts 6, 2023

    Aktuelt · Medier og internet

    Det har aldrig handlet om Radio24syv

    • november 4, 2019
    Share
    Print Friendly, PDF & Email

    Radio Møller er blevet til Radio4. Undervejs kom Radio24syv forbi.

    Mange er kede af, at Radio24syv må lukke. Nogle er bitre over det. Talrige konspirationsteorier strikkes sammen. Et vigtigt element forbigås i debatten: fra politisk side har det aldrig handlet om Radio24syv, hverken ved undfangelsen eller ved afslutningen.

    Grundlaget for Radio24syv blev skabt ved den politiske medieaftale mellem den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for 2011-2014. Det kontroversielle punkt i aftalen var udbud af FM4, som alle andre end DR skulle kunne byde på. FM4 blev taget fra DR’s sendenet, hvorved DR måtte samle sine tilbageværende fire FM-kanaler på tre.

    Den væsentligste del af diskussionen handlede om DR. DR måtte både bløde penge og kanal til den nye taleradiokonkurrent. Otte år senere kan man konstatere, at DR i form af sendeplan og struktur stadig ikke har været i stand til at tilpasse sig medieaftalens konsekvenser. Medieaftalens hensigt var at skabe en konkurrent til DR’s P1 på samme måde som TV2 havde udfordret DR fra starten i 1988.

    Diskussionen handlede mest om DR. Den daværende opposition så etableringen af en konkurrent til P1 som en strafaktion mod DR fra den daværende regerings side. Mange borgerlige trusler (blandt andet fra MF Jens Rohde!) mod DR og mange udsagn om, at DR gav fordele til røde politikere, blev set som den reelle begrundelse for etableringen af en konkurrent. Radiostationens tidlige kælenavn Radio Møller (efter daværende kulturminister Per Stig Møller, Kons.) udtrykte en formodning om, at den kommende radio ville blive “klog” (som tidlig DR2) og “blå” som partierne bag aftalen.

    Samtidig var der et begrundet håb om, at en ny konkurrent ville få samme dynamiske effekt på P1, som etableringen af TV2 fik for DR1. Dette er der enighed om er lykkedes.

    Det handlede om DR

    Den politiske diskussion i 2010 drejede sig om DR og om motivfortolkning af medieaftalen. Bortset fra det brede udsagn “en taleradio” var der ikke nogen politikere som interesserede sig for indholdet i den kommende konkurrent til P1. De nærmere rammer for den kommende kanal, indholdsbeskrivelsen, mængden af genudsendelser, andelen af musik var ikke genstand for politisk debat. Det blev udarbejdet af faglig ekspertise og godkendt politisk.

    Politisk var det centralt, at der var et åbent udbud af radiokanalen, som kunne søges af alle undtagen DR. DR måtte heller ikke kunne producere programelementer til den kommende radiokanal. Udbuddet skulle følge EU’s udbudsregler.

    Herefter slap politikerne grebet om den kommende radiokanal og har holdt armslængde til Radio24syv siden. Jo da, enkelte politikere har undervejs kritiseret programmer eller den måde de har følt sig behandlet på af Radio24syv. Det har dog været i småtingsafdelingen i forhold til den kritik DR møder fra politisk niveau og har snarere svaret til den kritik fx landsdækkende dagblade også møder.

    Også politikere har ytringsfrihed til at kritisere medier. Der er dog intet som helst der tyder på, at disse kritiske kommentarer har haft egentlig indflydelse på de politiske beslutninger.

    Geografien, igen

    Det er næppe forbigået manges opmærksomhed, at Danmarks geografi har været et helt centralt element i de senere års kulturpolitik. VLAK-regeringens bølger af udflytning af bl.a. kulturinstitutioner fra København til andre landsdele har været den praktiske politiske virkelighed. For såvel den daværende regering som støttepartiet Dansk Folkeparti markerede disse udflytninger et vigtigt forsøg på at skabe geografisk balance i landet. Men absolut ikke uden krigsskadeomkostninger. Det har sandelig kostet mange diskussioner og breve at flytte fx Dansk Sprognævns otte medarbejdere til Bogense.

    Det var også et af de klart udtalte krav fra Dansk Folkeparti, da man i sidste valgperiode diskuterede museumsreformen: der skal flyttes penge fra København til provinsen. Det er faktisk vanskeligt at finde en eneste højt profileret kulturpolitisk diskussion fra VLAK-årene, som ikke har haft et element af geografisk diskussion indbygget.

    Men naturligvis er det nemmere at etablere nye institutioner udenfor København end at flytte gamle institutioner. Det måtte allerede daværende kulturminister Brian Mikkelsen sande, da han i 2002 forsøgte at flytte rigsarkivet til Odense.

    Da Radio24syv fik sendetilladelsen i 2011 var det et samarbejde mellem Berlingske Media, PeopleGroup og en lang række provinsmedier. Som årene er gået er disse provinsmedier forsvundet helt og aldeles ud af alle fortællinger om Radio24syv. End ikke de politikere, som er optaget af den geografiske balance i Danmark, har fundet anledning til at kritisere denne ændring i Radio24syv’s struktur. Så lidt har Radio24syv fyldt i politikernes bevidsthed. I 2011 blev der ikke søgt om Kirsten Birgit-satire men derimod om satire fra Radio Sydhavsøerne, som var de eneste med satireerfaring blandt ansøgerne.

    Vest for Storebælt

    Derfor er det fuldstændigt logisk, at forhandlingerne om en medieaftale for 2019-2023 ville indeholde en geografisk dimension. Det forudså DR ved, allerede inden forhandlingerne, at foretage en udflytning af en række redaktioner. Det resulterede i, at de eneste som blev friholdt for sparekrav var TV2-regionerne, at det blev besluttet at oprette en støttepulje til lokale medier, at DR skulle styrke den regionale dækning, at der skulle etableres en ny tv-kanal med hovedsæde vest for Storebælt, at der skulle oprettes en DAB-kanal med hovedsæde vest for Storebælt samt at udbuddet af FM4 (Radio24syvs daværende kanal) også skulle indeholde kravet om hovedsæde vest for Storebælt.

    For FM4’s vedkommende var kravet dog mere specifikt, idet “mindst halvdelen af de redaktionelle medarbejdere, inkl. freelancemedarbejdere (omregnet til årsværk), samt alle administrative medarbejdere skal være ansat vest for Storebælt”.

    Dette er af mange set som en særlig strafaktion mod Radio24syv. Det kan dog lige så vel ses som en konsekvens af TV2’s reelle virksomhed. Da Folketinget i 1986 vedtog at etablere en konkurrent til DR, TV2, var der to afgørende krav fra Radikale, der blev opfyldt: TV2 skulle have et net af regionale stationer og hovedsædet skulle ligge i Odense. Efterhånden er størstedelen af TV2’s virksomhed flyttet til København. Især Dansk Folkeparti har påtaget sig at forsøge at løfte den radikale arv: partiet har mange gange spurgt skiftende kulturministre om TV2 overholdt grundbetingelsen om at have hovedsæde i Odense. Spørgsmålene fra Dansk Folkeparti har også handlet om antal medarbejdere de forskellige lokationer og medarbejderkategorier.

    Det er derfor fuldt forståeligt, at Dansk Folkeparti har stillet så detaljerede krav til medarbejdernes bopæl i det nye udbud af FM4, som det fremgik af medieaftalen.

    Mange vil begræde, at dansk kulturpolitik i så høj grad er reduceret til at handle om geografi i et forholdsvis lille land som Danmark. Det er dog dette som optager et bredt flertal af politikere.

    EU gav Radio24syv medhold

    Radio24syv klagede til EU-Kommissionens generaldirektorat for konkurrence over, at kravet om lokalisering af de administrative medarbejdere ikke var i overensstemmelse med de EU-retlige rammer – og fik medhold i klagen (Se Søndag Aften Arkiv).

    Det førte til, at aftalepartierne, VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti, ændrede formuleringen til den nu velkendte “mindst 70 pct. af de redaktionelle medarbejdere skal have ansættelsessted i en afstand af mindst 110 km fra centrum af København” i en tillægsaftale til medieaftalen.

    Denne formulering var i overensstemmelse med EU-retten, men nød absolut ikke folkelig opbakning. Formuleringens detaljeringsgrad lugtede så bureaukratisk, at den blev latterliggjort.

    Selv om det geografiske krav politisk set reelt var det samme, gav formuleringen nu grund til en modkampagne. Den daværende opposition havde ikke protesteret over kravet om Vest for Storebælt, men nu vågnede de Radikale og mange andre og protesterede over kravet om 110 km. fra centrum af København.

    Herefter startede den uskønne del af forløbet frem til udbuddene i 2019.

    Nu en DAB kulturkanal

    Radio24syv erklærede, at man ikke ville søge om forlængelse under disse betingelser. Først Dansk Folkeparti og siden VLAK-regeringen, indså problemet og besluttede i maj 2019 at ændre kravene til den planlagte DAB-kanal, dels fjernede man det geografiske krav, dels ændrede man fundamentalt indholdsbeskrivelsen af kanalen, så den kunne ansøges om til at videreføre Radio24syv.

    I hele forløbet er det første gang, der træffes en beslutning som forholder sig konkret til virksomheden Radio24syv. Det er også her, der i offentligheden spredes et indtryk af en “uskøn proces”.

    Bekendtgørelsen om DAB-udbud

    3. maj 2019 offentliggjorde den daværende regering et udkast til bekendtgørelse om udbuddet af den nye digitale public service-radiokanal. Af bekendtgørelsen fremgik, at størrelsen af det ansøgte samlede tilskud for perioden ville vægte med 25% i afgørelsen.

    Det blev udbygget således:

    “Størrelsen af det samlede tilskud for hele tilladelsesperioden, idet et lavere bud tildeles flere point end et højere bud. Radio- og tv-nævnet vil opstille en pointskala, hvor det laveste, ikke unormalt lave bud opnår maksimumpoint, og de øvrige bud opnår point gradueret efter en fastsat økonomisk ramme.”

    Der kom 13 høringssvar til udkastet til bekendtgørelse, ingen af høringssvarene forholdt sig til vægtningen af økonomien, endsige pointsystemet.

    Radio24syv’s fire sider lange høringssvar forholdt sig heller ikke til dette delelement.

    Ny regering

    Folketingsvalget 5. juni 2019 kommer på mange måder på tværs i denne proces. Ansøgningsfristen til FM4 var 20. maj. Der var kun en ansøger, det jysk-fynske samarbejde, som senere har fået navnet Radio4. Polemikken om udbudskravet gjorde Radio- og tv-nævnet usikkert, hvorfor nævnet udskød sin beslutning for at lade den nye kulturminister vurdere om udbuddet skulle gennemføres. Kulturministeren besluttede hurtigt, at udbudsforløbet skulle gennemføres som planlagt. Dette uanset, at der sikkert var elementer i udbuddet, ministeren ikke var enig i, fx tilladelse til reklamer i radioen.

    Det må siges at være rettidig omhu af et udvalg at sikre sig, at en ny regering er enig i de dispositioner man foretager sig. Offentligt kommer denne “vaklen” til at fremstå som yderligere et uskønt element i forløbet.

    Den nye kulturminister tiltræder 27. juni. 9. juli ændrer hun i kravene til udbudsbetingelser for den kommende DAB-kanal i forhold til udkastet til bekendtgørelse fra maj. Muligheden for reklamefinansiering fjernes og perioden for opstart af den nye DAB-kanal udvides.

    Herefter overlades ansvaret for den videre proces til Radio- og tv-nævnet. Ingen politikere blander sig – før nævnet beslutter at tildele sendetilladelsen til LOUD og dermed giver afslag til Radio24syv. Så får politikere fra mange partier travlt med at kommentere beslutningen og drage tvivl om sagligheden i denne.

    • Tilbage LOUD 2019 vs. Radio24syv 2011
    • Næste Støttepartiernes bud på finanslov

      Læs også:

    • Medieaftale til 2025 juni 7, 2022
    • 20 års medieaftaler juni 7, 2022
    • Halvvejs juni 7, 2021
    • Facebook: Venstre fortryder, fortsatte fægtninger om corona juni 7, 2021
    • AAA
    • NYHEDSBREV

      Vil du have det månedlige nyhedsbrev?

      • Tidligere udgaver
    • Artikler der fortjener flere læsere

      • Syngende ur i Birmingham
      • Græsk museumsprotest
      • Facebook i marts: snyd med a-skat, moms og woke
      • Arbejderklassen fylder for lidt på museer
      • Vinyl vokser stadig
    • Mest læste

      • Lige mange kulturpenge til vest som øst
      • Medieaftale til 2025
      • Gratis tirsdag til museer for pensionister
      • Det internationale engagement fader ud
      • Finansloven 2023: Småpenge kommer, småpenge går
    • Arkiv

      • marts 2023
      • februar 2023
      • januar 2023
      • december 2022
      • november 2022
      • oktober 2022
      • september 2022
      • juni 2022
      • maj 2022
      • april 2022
      • marts 2022
      • februar 2022
      • januar 2022
      • december 2021
      • november 2021
      • oktober 2021
      • september 2021
      • august 2021
      • juni 2021
      • maj 2021
      • april 2021
      • marts 2021
      • februar 2021
      • januar 2021
      • december 2020
      • november 2020
      • oktober 2020
      • september 2020
      • august 2020
      • juni 2020
      • maj 2020
      • april 2020
      • marts 2020
      • februar 2020
      • januar 2020
      • december 2019
      • november 2019
      • oktober 2019
      • september 2019
      • august 2019
      • juni 2019
      • maj 2019
      • april 2019
      • marts 2019
      • februar 2019
      • januar 2019
      • december 2018
      • november 2018
      • oktober 2018
      • september 2018
      • august 2018
      • juni 2018
      • maj 2018
      • april 2018
      • marts 2018
      • februar 2018
      • januar 2018
      • december 2017
      • november 2017
      • oktober 2017
      • september 2017
      • august 2017
      • juni 2017
      • maj 2017
      • april 2017
      • marts 2017
      • februar 2017
      • januar 2017
      • december 2016
      • november 2016
      • oktober 2016
      • september 2016
      • august 2016
      • juni 2016
      • maj 2016
      • april 2016
      • marts 2016
      • februar 2016
      • januar 2016
      • december 2015
      • november 2015
      • oktober 2015
      • september 2015
      • juli 2015
      • juni 2015
      • maj 2015
      • april 2015
      • marts 2015
      • februar 2015
      • januar 2015
      • december 2014
      • november 2014
      • oktober 2014
      • september 2014
      • august 2014
      • juni 2014
      • maj 2014
      • april 2014
      • marts 2014
      • februar 2014
      • januar 2014
      • december 2013
      • november 2013
      • oktober 2013
      • september 2013
    • Tags

      biblioteker biografer Birgitte Bergman Charlotte Broman Mølbæk Copenhagen Phil corona Dansk Folkeparti Det Kongelige Teater DR e-bøger ebøger Enhedslisten ereolen.dk EU Facebook film Finanslov Joy Mogensen kommuner Konservative kulturarv Kulturministeriet København licens medieaftale Mette Bock Mogens Jensen Morten Marinus Museer Musik musikskoler Nationalmuseet Norge public service Radio24syv scenekunst SF Socialdemokratiet Statens Kunstfond streaming Sverige Søren Søndergaard TV2 Venstre Zenia Stampe
    • Støttet af Statens Kunstfonds Tidsskriftstøtteudvalg
    • Home
    • Aktuelt
    • Det har aldrig handlet om Radio24syv
        • Arkitektur og design
        • Biblioteker
        • Film
        • Kunst og museer
        • Litteratur
        • Medier og internet
        • Musik
        • Politik
        • Teater og dans
        • Kontakt
        • Nyhedsbrev
        • Om Søndag Aften
        • Privatlivspolitik

        © 1997-2021 Søndag Aften. All rights reserved.