Aktuelt · Finanslov · Kunst og museer · Musik · Politik
Finanslov 2017: Kulturarven vandt
18 mio. mere årligt. Det var Kulturministeriets gevinst i finanslovsaftalen for 2017. Pengene går især til at fastholde hidtidige puljer og til Danmarks Underholdningsorkester.
Kulturarven fremstår som vinder ved finanslovsaftalen for 2017, som blev indgået mellem (den daværende) V-regering og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance samt Konservative.
Samlet tilføres Kulturministeriet 86 mio. kr. for perioden 2017-2020, svarende til 21,5 mio. kr. årligt. Ministeriet skal dog selv bidrage med besparelser for i alt 17,1 mio. kr., svarende til 4,3 mio. kr. årligt. Ministeriets nettogevinst er således ca. 17 mio. kr. årligt i perioden 2017 til 2020.
Dette skal dog ses i sammenhæng med en række flerårige midlertidige bevillinger, som ophører med udgangen af 2016. Disse midlertidige bevillinger er principielt til diskussion, men traditionen siger, at de stort set videreføres. Disse midlertidige bevillinger udgør i 2016 samlet 11 mio. kr. Sammenlignet med 2016, tilfører finanslovsaftalen for 2017 altså årligt ca. 6 mio. kr. til kulturministeriet. Dette skal ses under den forudsætning, at der i forvejen er indregnet store besparelser for perioden 2016-2019.
Alt efter øjnene, der læser tallene, kan man således sige, at der er en forbedring i finanslovsaftalen for 2017 på 6 mio. kr. i forhold til forventningerne for 2017 eller på 17 mio. kr. i forhold til forventningerne for 2017.
Kulturarvsbevillingerne
De enkelte bevillinger, som fremgår af finanslovsaftalen for 2017 er:
- Grathe Kapel. Engangsbevilling i 2018 på 4 mio. kr. Ikke tidligere støttet.
- Den Gamle By. Årlig merbevilling i 2017-2020 3 mio. kr. Erstatter hidtidig midlertidig bevilling på – netop – 3 mio. kr.
- Fregatten Jylland. Årlig merbevilling i 2017-2020 3 mio. kr. Erstatter hidtidig midlertidig bevilling på 1,8 mio. kr.
- Regan Vest. Årlig bevilling i 2017-2020 2,6 mio. kr. Ikke tidligere støttet. Dog allerede nævnt i Finansministeriets præsentationsmateriale af finanslovsforslaget for 2017 (se Søndag Aften arkiv).
- Gl. Estrup – Herregårdsmusset. Årlig merbevilling i 2017-2020 1,5 mio. kr. Erstatter hidtidig midlertidig bevilling på 0,8 mio. kr.
- Skibsbevaringsfonden. Årlig merbevilling i 2017-2020 1,4 mio. kr. Erstatter hidtidig midlertidig bevilling på 1,8 mio. kr.
- Arbejdermuseet. Årlig merbevilling i 2017-2020 0,8 mio. kr. Erstatter hidtidig midlertidig bevilling på – netop – 0,8 mio. kr.
- Bornholms Museum. Årlig bevilling i 2017-2020 0,5 mio. kr. Ikke tidligere støttet.
- Mindelunden. Årlig bevilling i 2017-2020 0,1 mio. kr. til Kirkeministeriet. Ikke tidligere støttet.
Underholdningsorkestret
Finanslovsaftalen medfører en årlig bevilling til Danmarks Underholdningsorkester på 1,5 mio. kr. i perioden 2017-2020. Aftalen skal på dette punkt ses som en konsekvens af diskussionen i efteråret 2014 om nedlæggelse af DR Underholdningsorkestret, som blev videreført udenfor DR’s rammer som Danmarks Underholdningsorkester, privat finansieret (se Søndag Aften arkiv).
De partier som var utilfredse med DR’s lukning af orkestret og med den daværende kulturministers afvisning af at ændre ved DR’s beslutning, har åbenlyst følt et ansvar for at sikre orkestrets videre drift.
Bevillingen viser dog også, hvor tilfældig styringen af Kulturministeriets ressourcer kan forekomme. Som et resultat af besparelserne vedtaget i forbindelse med finansloven for 2016 skæres bevillingerne til de i alt fem landsdelsorkestre med i alt 1,4 mio. kr. i 2017. Altså samme beløb som Danmarks Underholdningsorkester nu vil modtage årligt.
Den vanskelige økonomiske situation for landsdelsorkestrene fik den nu forhenværende kulturminister til så sent som i september 2016 at nedsætte en særlig taskforce til at finde “langsigtede løsninger for orkesterlandskabet”. En af begrundelserne var, at der ikke ville være flere penge til formålet.
Det var så åbenbart muligt at skaffe flere penge til orkesterformål. Bare ikke til landsdelsorkestre. Men til en dagsorden der handler om andet og mere end orkestre.
Det kan stadig være værd at diskutere behovet for en samlet politik for de klassiske orkestre (se Søndag Aften arkiv).
Nye kommer til – andre forgår
Udenfor kulturarven er der også blevet plads til en enkelt ny bevilling:
- Center for animation, visualisering mv. Årlig bevilling i 2017-2020 6 mio. kr. Ikke tidligere støttet. Finansieres delvist med 3 mio. kr. årligt fra af Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor bevillingen også konteres.
Desuden er der nogle enkeltbevillinger, som ikke fandt nåde for aftaleparternes lyst til fornyelse. Det drejer sig om:
- Kvindemuseet i Danmark, som i de forgangne 4 år fik 1 mio. kr. årligt gennem finansloven.
- Forsøg med Nycirkusuddannelse, som i de forgangne 4 år fik 1 mio. kr. årligt gennem finansloven.
Det forbavser ikke, at Nycirkusuddannelsen ikke opnår fortsat støtte gennem finansloven. Uddannelsen har siden opstarten været genstand for politisk polemik.
Derimod kan det forbavse, at bevillingen til Kvindemuseet ikke forlænges. Museet er jo i sagens natur kulturarv – og samtidig beliggende udenfor hovedstadsområdet, som ellers skulle virke som et kvalificerende element i sig selv. Stoppet af bevillingen til Kvindemuseet kan give anledning til en fortolkning om, at visse dele af kulturarven har større politisk gennemslag end andre. Og Kvindemuseet tolkes muligvis stadig af nogle som venstrefløj snarere end som almen kulturarv.
Ukendte besparelser
Kulturministeriet skal medfinansiere initiativerne med i alt 17,1 mio. kr. over de fire år. 3 mio. kr. hentes gennem en lille reservepulje på 1,5 mio. kr. i hvert af årene 2018 og 2019 afsat allerede i finansloven for 2016.
De resterende 14 mio. kr., svarende til 3,5 mio. kr. skal tilsyneladende hentes gennem besparelser på museumsområdet i øvrigt, underkontoen udvikling og erhvervelser, som i finanslovsforslaget for 2017 var budgetlagt til 16,6 mio. kr.
Det samlede finanslovsforslag forventes vedtaget i december.