Den lukkede museumsreform

Museumsreformen skulle først og fremmest være åben og gennemsigtig. Det blev den ikke.

Når man læser de 51 høringssvar til lovforslaget om en museumsreform, skinner en frustration helt tydeligt igennem. Mange museer mener, at de er blevet fejlplaceret blandt de fem mulige kategorier. Denne reaktion er ikke overraskende, da kategorierne har afgørende betydning for museernes fremtidige tilskud. Mange kan finde gode argumenter for egen virksomhed. Sådan skal det være.

Frustrationen opstår i at museerne oplever, at de er ofre for en helt uigennemskuelig proces. Hvor hele formålet med museumsreformen var at skabe en mere gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne, kan både de konkrete museer og tværgående organisationer som Dansk Industri og Dansk Magisterforening nu mene, at inddelingen i kategorier er uigennemskuelig. Det er ikke godt for en bestræbelse på gennemskuelighed.

Muserne kan på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside dels finde en overordnet beskrivelse af de fem museumskategorier og dels finde en konkret faglig beskrivelse og argumentation for de enkelte museers indplacering. Dette materiale indgår dog ikke i det formelle høringsmateriale udsendt af Kulturministeriet.

Den tonedøve arbejdsgruppe

Museerne oplevede givetvis, at processen var forholdsvis åben og transparent indtil Arbejdsgruppen om en museumsreform fremlagde sine forslag. Mange museer var uenige i de konkrete tildelinger, men der var i det mindste en forklaring på de fremlagte modeller.

Problemet var selvfølgelig, at Arbejdsgruppens forslag var så politisk og museumsfagligt tonedøve, at forslagene til tildelingsmodeller ikke kunne bruges. Herefter fortsatte arbejdet i en helt lukket proces omkring Kulturministeren. Hvem der blev taget med på råd, er ikke offentligt kendt. Selvfølgelig embedsmænd i Kulturministeriet og selvfølgelig ordførere fra de tre regeringspartier.

Aftalen er lov

I maj 2024 kunne Kulturministeren præsentere en fix og færdig aftale om museumsreform inklusive de konkrete fremtidige bevillinger til de enkelte museer. Det var en reform, som efter en helt lukket politisk proces, var aftalt med samtlige folketingets partier. Den fulgte så absolut regeringens hensigt om brede aftaler. Ingen taler imod, hvilket er godt for reformens robusthed og politiske opbakning.

På baggrund af den politiske aftale sendes et udkast til lovforslag om reformen til høring. Høringen giver Kulturministeriet anledning til at ændre enkelte ting i det lovforslag, man nu har fremsat. Der ændres dog ikke ved bevillinger til de enkelte museer eller på andre materielle forhold i reformen.

Undervejs i processen har en række folketingsmedlemmer – selvfølgelig fra partier som er med i aftalen, for det er de jo alle – stillet spørgsmål til kulturministeren, både om bevillinger til enkeltmuseer og om generelle forhold i reformen. De har alle fået svar fra ministeren, som stort set blot citerer fra aftalen. Kulturministeren har ikke udtrykt andre begrundelser, end det man kan læse i aftalen.

For kulturministeren, kulturministeriet, regeringspartierne og de øvrige politiske partier bliver selve aftaleteksten reelt betragtet som en lov.

Der skal virkeligt voldsomme ting til for at genåbne aftalen og dens økonomiske konsekvenser for museerne.

Gennemsigtighed blev til uigennesmskuelighed

Sammenligner man med den netop overståede sundhedsreform, er forløbet ganske anderledes. Først kommer en ekspertgruppe med en række forslag og anbefalinger. Disse diskuteres i det offentlige rum og er i hvert fald tættere på de politiske ønsker, end Arbejdsgruppen med museumsreformen var. Herefter fremlægger regeringen sit forslag til sundhedsstrukturreform. Igen til offentlig debat. Herefter fører forhandlingerne med folketingets øvrige partier til en aftale om en reform. En række partier er ikke med i aftalen om sundhedsreform og er derved frit stillet til at kritisere elementer i reformen.

I forhold til sundhedsreformen har museumsreformen dels manglet et fagligt oplæg, som var politisk anvendeligt, dels manglet en åben diskussion om regeringens oplæg til reform.

For de enkelte museer betyder den lukkede proces, at de på intet tidspunkt fra kulturministeriet gik i gang med skitserne til en reform til loven vedtages, har haft reel mulighed for at diskutere forudsætninger og konsekvenser. For at gøre ondt værre kan den endelige indplaceringerne af de enkelte museer i kategorier tidligst laves om, når Museumsnævnet er nedsat og med virkning fra 1. januar 2029.

Målet om gennemsigtighed blev til uigennemskuelighed. Transparens blev til lukkethed.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør